Spanager

Den gamle, fredede bro
over Køge Å

Idyllisk ser den ud, kort og smal er den, men ejendommeligt nok har den gennem lang, lang tid været en skillelinje på Spanagervej.

Der var os!   og dem på den anden side af åen. Man går da ikke over åen efter vand !

Denne lille bog - skal fortælle lidt om den østlige del af Spanagervej fra 1923, hvor jordlodderne blev fordelt og til hvem - og årene frem.

Oskar Hansen (OH) fra Spanagervej nr. 11 skrev i 1980´erne en meget fin bog om husmandskolonien i Spanager – den blev udgivet af Skovbo Lokalhistoriske Forening i 1996. OH havde været fremsynet og havde i mange år indhentet og nedskrevet historier fra og med beboerne.

I hans bog findes beskrivelser af lovgivningsarbejdet, der bl.a. betød at man sikkert med nogen uvilje fik opløst en lang række godser landet over i forbindelse med lensafløsningen. Bl.a. skulle man betale en særskat på 25 % af formuen. Store arealer blev opdelt i små brug på ca. 12 tdr. (tønder) land. Således blev også Spanager Hovedgaard opdelt og solgt videre i 1923.

Men OH stoppede også ved åen. Han skriver ”kun” om den vestlige side, det vi alle kalder Spanagerrækken.

Jeg tror, at ”dem og os” er opstået fordi den vestlige del af Spanagervej hørte til Bjæverskov Sogn, børnene gik i skole i Bjæverskov, ligesom man der benyttede kirken og Forsamlingshuset FREM. Mælken blev kørt til mejeriet derovre, og der lå også en foderstofforretning.

Når man læser OH´s bog, kan man fornemme, hvor hårdt arbejdet har været for stedets husmænd og ”huskoner” de var i gang fra tidlig morgen til sen aften, hver dag i ugen. Man havde sikkert ikke trang til også at gå på besøg hos hinanden efter en hård dag, og over åen gik man ikke. Senere blev samværet også noget hæmmet af, at staten købte jord op og i 1976 åbnede Vestmotorvejen. Det betød at en række ejendomme fra kolonien blev skilt fra den nordlige del.

Mændene mødtes dog, da der snart blev aftalt hjælp hos hinanden, og større maskiner blev efterfølgende indkøbt til fælles brug. Kvinderne skulle sørge for forplejningen ofte til mange mennesker. Dengang havde man hverken køleskab, fryser, røremaskiner eller lignende, samtidig skulle hun passe sit daglige arbejde med pasning af høns og grise, samt stå for malkningen to gange om dagen ved håndkraft.

Herudover var der som regel mange børn på husmandsstederne. Inger fortæller også i OH´s bog, at kort efter brylluppet flyttede mandens far og mor ind på aftægt. I henholdsvis 8 og 15 år. Når man samtidig læser, at Inger mistede fem af sine seks børn, forstår man ikke hvordan hun klarede det.

Men det gjorde hun.

Fordeling af jorden for
100 år siden

Den 5. marts 1923 mødtes en lang række mænd ved hovedbygningen for den gamle Spanager Hovedgaard.

De var alle interesserede i at få tildelt en jordlod i forbindelse med udstykningen til Statshusmandskolonien.

Over hele Danmark blæste nye vinde. Det skulle være muligt for ubemidlede, at erhverve sin egen jord, bygge herpå og ved flid og hårdt arbejde forsørge sin familie.

Det var simpelthen et krav, at man ingen formue havde.

Jordlovsudvalgets formand, der også var mødt op, var en flink og rar mand, en stor støtte for husmændene i mange år. Længe kaldte beboerne den vestlige del af Spanagervejen for Niels Frederiksens Alle!

Der var på forhånd sat markeringer i jorden, flag og nummerskilte, så man nogenlunde kunne se de enkelte jordlodder. De endelige matrikelskort blev først udarbejdet om sommeren. Den 1. april overtog husmanden ejendommen. Var der flere, der var interesserede i den samme jord, trak man lod.

I dag anno 2022 er hovedbygningen da stadig statelig.

Som nævnt måtte ingen ansøger til et statshusmandsbrug eje formue. Staten ydede lån på 11.500 kr. til bygningerne 5.000 til stuehuset og 6.500 til stalden.
Jorden blev lejet på jordrentevilkår af staten.

De første 6.000 kr. forrentedes med 4,5 % årligt. De 5.500 kr. forrentedes ikke.
Første afdrag faldt til terminen den 11.6.1927 med 0,5 % eller i alt 57,50 kr. for et halvt år. Hvis der var tale om fast afdrag beregnet efter hovedstolen ville det således tage 100 år at betale lånet tilbage.

Sammen med pengene fik man et sæt tegninger, der nøje beskrev hvordan stuehuset og stalden skulle opføres. Der var mulighed for at vælge én af fire tegninger. Stuehuset kunne man vende med den fine side mod vejen eller spejlvendt. Stalden kunne bygges sammen med stuehuset i hjørnet eller kunne være fritliggende. Se i Oskar Hansens bog, hvor der er tegninger og beskrivelse af forskallingsbrædder, skillevægge med lerfyld, størrelse på vinduer og døre mv. Det var og blev så fint alt sammen og holdt i mange, mange år.

Stuehuset var på 80 kvm og stalden på 110 kvm. De blev bygget af cementsten og derefter pudset. Mange af de oprindelige huset findes stadig.

Husmandsstederne blev ”synet” vel en gang om året, så man skulle sørge for at der var ryddet op, malet og kalket til pinse.
Hovedreglen var: ”Husene på et Husmandsbrug bør danne en Helhed og ikke ligne en Villa med nogle skræmmende Skure”.

OH refererer også hvordan hønsene skal have det.

”Hønsehuset:  ”Dette bør baade indendørs og udendørs indrettes saaledes, at Hønsene trives bedst muligt.
Der bør være ikke være mindre end 1 Kvadrat Alen pr. Høne i Huset, og i Hønsegaarden bør der være 6-8 Kvadrat Alen pr. Høne.

Mindst 3 gange aarligt bør der gøres hovedrent i Hønsehuset.

I Hønsegården plantes Frugttræer af gode sorter, og i selve Løbegården saas en Græsfrøblanding. Uden for hegnet bør der plantes et Bælte af Mirabelle-Blommer og storfrugtet Hassel.”

Nu ved du det Kenneth!

Disse to kortoversigter opdagede Frank i sin 10. klasses Sigma matematikbog. Mon ikke eleverne har skullet omregne hektar til kvadratmeter … 1 ha = 10.000 m2, og 1 tønde land = 0,5516 ha.
Og lære at en Alen = 0,6277 meter, hvad man så skal bruge det til.

På kortet er anført, at der er oprettet 46 nye hjem, men der var tidligere udstykket flere brug, der nu også fik tillægsjord. I alt blev det til 55 husmandsbrug af nogenlunde samme størrelse ca. 12 tdr. land.

Mange af husmandsfamilierne boede ”hele livet” på deres ejendom, og ofte overtog et af børnene ejendommen, når de gamle ikke kunne mere.

I årenes løb fik Spanagerkolonien mange fine besøg fra hele verden. Stolt var man naturligvis, når lige ens egen ejendom blev vist frem.

OH nedskrev som sagt lidt af flere beboeres livshistorier. Maren viste sig at være meget filosofisk:

”Det var ikke alle, der kom sammen, men vi gav gerne en gave til de store mærkedage.” Og om en præst, der genindførte overhøring af konfirmanderne. Her holdt Maren på det livet havde lært hende: ”Man skal ikke grave et frø op af jorden for at se, om det spirer. Det vil bare dø af det. Og nu gider børnene ikke gå i kirke. Han skulle have sået nogle gode frø og ladet dem spire selv.”

Og om EF/EU: ”Da vi kom ind i 1972 solgte landbruget sin sjæl. Man begyndte at dyrke korn til oplagring. Men mon man egentlig tænkte på, at man derved var kommet på bistandshjælp, og at dette ikke varer evigt? En dag vil man da ikke betale for korn, der skal på lager, og så bliver landbruget kun et fritidslandbrug.”

Og ja - Maren fik ret i det sidste. De fleste husmandssteder er nu fritidslandbrug, og stuehuset, der er tilbage, benævnes som Villa, for de sidste mange år har flere af husmændene, eller deres efterkommere, solgt deres jord fra ejendommen. Så hvis man nu kigger på et matrikelskort over Spanager, ser meget anderledes ud. Nu bor man her i Spanager fordi her er så smukt, de fleste har fuldtidsarbejde og jorden forpagtes ud. Stadig går ejendomme dog i arv til børn eller børnebørn.

Som det fremgår af de mange luftfoto ændredes der ikke meget i årenes løb på bygningernes udseende. Nu bliver stuehusene renoveret og flere steder er stalden inddraget til beboelse.

Det er en hel naturlig udvikling, det er jo ikke meningen, at området skal være en lille museums by.

Her ses den lange sovesalstilbygning til hovedbygningen øverst. Stalden er bygget til, og man kan se de mange urtebede samt ane drivhuset, hvoraf kun soklen i dag eksisterer.

Københavns kommune matr.nr. 1 A
Spanagervej 14

Det, der blev tilbage efter udstykningen af statshusmandsbrugene, blev solgt til Københavns kommune den 9.3.1923, arealet var på 29,79 ha. Andre steder kan man læse, at der var tale om 12 ha park, have og gårdsplads, 16 ha agerjord og 6 ha eng = 34 ha!

Hjemmet, som vi kaldte det, blev udbygget til en stor driftig gård. Drenge på hjemmet skulle deltage i arbejdet med dyrene, og i gartnerafdelingen. Der blev bygget drivhuse og jordkældre til opbevaring af årets kartofler, æbler mv.  Så man var på nogle områder selvforsynende.

Pigerne på hjemmet skulle hovedsagelig arbejde i køkkenet, og på systuen. Herudover gik børnene i skole. I 1938 blev der opført en gymnastiksal og i 1942 blev der indrettet skole på hjemmet.

Når børnene var konfirmeret i Ejby Kirke, kom flere af dem i lære.

Det var sikkert ikke altid lige rart at være børnehjemsbarn. Udtrykket: ”Hvis du ikke er ordentlig, kommer du på børnehjem”. Flere kender udtrykket: ”Hvis du ikke er ordentlig, kommer du på Spanager”!

Laurids Poulsen, der var født i 1899, blev hjemmets første forstander og var det i 36 år. Han boede på hjemmet med hustruen Margrete og deres fire børn Karen, Ingvar, Hans og Stig.

Da hjemmet åbnede, var der til at begynde med 16 børn. Ved folketællingen i 1930 var der 56 børn, og i  1940 var der 72 børn.

Kigger man i kirkebogen kan man se, at nogle af børnene åbenbart ikke er blevet døbt derhjemme. Tre søskende bliver f.eks. døbt i 1950 som 10-12 årige, med forstander Laurids Poulsen og hustru som faddere.

To af dem er stadig bosat på hjemmet da de bliver konfirmeret i 1954. Forældrenes navne er anført i kirkebogen, men om de også deltog i festlighederne, melder historien ikke noget om.

Omkring årtusindskiftet blev vi lidt rystede, da vi slog op i Jyllands Posten, her var der en helsides fortælling om ”Ulykkelige Leif". Den stakkels mand var blevet slået ihjel i et kolonihavehus i København. Hele hans liv havde været en lang ”ulykke”. Og ja han havde tilbragt en del år ”På Spanager”. Det havde været med tæsk, misbrug og savn efter et almindeligt familieliv.

Senere blev optaget af børn på hjemmet reduceret. Børnene fik egne værelser, og var inddelt i tre grupper af 10. Vi håber og tror, at disse børn havde det godt på Spanager. Nu er der ingen anbragte børn på hjemmet længere.

Men der er tre – snart fem udflytterbørnehaver fra København. De kommer hertil i store turistbusser om morgenen, og kører hjem sidst på dagen. Børnenes glade latter gjalder ud over det dejlige areal i haverne, der nu er indrettet til legepladser.

Og mon ikke Askepot, der sidder i haven og har tabt den ene sko, nu er tilfreds med benyttelsen af området?

Spanagervej nr. 7

Foto fra 1961

Ole Nilausen overtog matr.nr.  1 Q  i 1923

og flyttede ind med hustruen Elna Laurine Hansine.
Ved folketællingen i 1925 bor de der stadig med to sønner og to døtre, datteren Mary er allerede flyttet hjemmefra.

Ole og hustruen bor også på ejendommen ved folketællingen i 1930 og 1940. De får i alt 6 børn og har på et tidspunkt også 2 børnebørn i pleje. Som pensionister flytter Ole og Elna til Ejby. Elna bliver 76 år og Ole 89 gammel.

Sønnen Villiam overtager stedet sammen med hustruen Kamma. De får en søn Per, som er lidt yngre end Flemming.

Per fik et år en togbane i julegave, og Flemming kom på besøg, det var alligevel noget! Men ak først måtte Flemming smide sko og bukser (mon han var snavset?) inden han kom ind i stuen, men han måtte alligevel ikke røre toget.

Så kunne det også være lige meget, han kom ikke derned mere … smide bukserne ville han tihvertifald ikke!

Foto fra1988

En senere ejer af ejendommen Ulrich gjorde vi uforvarende meget forskrækket og ikke mindst hans grise.
I 1982 havde vi besøg af hjemmeværnet nede i grusgraven. Den gamle cement silo og en lang række kalkgrave skulle sprænges væk.
Vi havde advaret de nærmeste naboer, men ikke Ulrich. Kort efter sprængningen, stod Ulrich hos os, vred og ophidset, det var meget uheldigt.

I Jan og Birgit´s ejertid blev stuehuset renoveret, og stalden ombygget til beboelse. Det har nu de tre familier Karlsson glæde af.

Spanagervej nr. 5

Foto fra 1953

Niels Frederik Nielsen overtog matr.nr. 1 P  fra 1923

og flyttede ind med hustruen Karen Petra Olsen og børnene Agnes, Agnete og Harry. Datteren Agnes på 14 år er allerede flyttet hjemmefra ved folketællingen i 1925.

Da døtrene Agnete og Agnes giftede sig i henholdsvis 1933 og 1936 bor forældrene stadig på Spanager.
Familien får også et plejebarn, en nevø, hvor man i 1935 afholder hans konfirmation.

Ved folketællingen i 1940 er det kun sønnen Harry, der bor hjemme, han arbejder nu som mejerist.

Spanagervej nr. 5 ligger et stykke tilbagetrukket fra vejen. Igen er det et luftfoto fra Sylvest Jensen (se Danmark set fra Luften, Det kgl. Bibliotek).

Sylvest fotograferede over hele Danmark, de første foto´s blev optaget i sort/hvidt, men snart fandt man på at lægge farve på fotografierne. De enkelte steder blev opsøgt, og først når man var enige om en handel – og i farver - blev disse lagt på. På prøvekopien her har man skrevet rødt på nogle af tagene, roer på marken foran osv. Først senere gik man over til rigtige farveoptagelser.

Frede Andersen og Ellen overtog stedet i 1952/1953. Deres datter Jette blev senere gift med Henning fra Ejby. Henning blev også arbejdsdreng i grusgraven hos Flemming. Ellen arbejdede på hjemmet.

Senere boede Vibeke og Henning på ejendommen i en årrække. Det er bl.a. deres fortjeneste, at vi i dag holder den årlige Spanager Vejfest. Vibeke og Henning blev i øvrigt viet i deres have af borgmesteren fra Borup.

Senere rejste de tilbage til Jylland, hvorefter Peter nu ejer ejendommen

Spanagervej nr. 3

Foto fra 1949

Peter Vilhelm Sørensen overtog matr.nr. 1 O  fra 1923

og flyttede ind med Margrete og tre børn, en søn og to døtre.

Ved folketællingen i 1930 bor de stadig på ejendommen med den ene datter Elly.
De oplever den sorg at miste de to døtre, da de er henholdsvis 11 og 26 år.

I slutningen af 1930´erne var Johannes og Else flyttet ind. De fik syv børn. Én af døtrene gik i klasse med Flemming på skolen i Ejby, og to yngre brødre arbejdede på skift i grusgraven. Den yngste Jørn Erik som Flemmings arbejdsdreng i begyndelsen af halvfjerdserne.

Der var liv og glade dage mellem de mange børn på vejen, og til nytår skulle man finde på forskellige løjer.
Det kunne være en havelåge hejst op i flagstangen, eller en vogn kørt ud på møddingen. Man kunne også muntre sig med at gnide korkpropper på ruderne, det gav en rivende lyd.

Flemming havde observeret, at Johannes stod oppe i deres gavlvindue med en spand vand, så han skyndte sig at løbe hjemad. Johannes var hurtigere, og Flemming blev klar over at han ikke kunne løbe fra ham, så han røg ned i grøften og dukkede sig. Så stod Johannes der! Nu var gode råd dyre… Men så råbte det lille nor! ”Jeg stikker dig en knaldperle! ” Johannes grinte hele vejen hjem.

Da nr. 3 efter Johannes og Else blev solgt, overtog Margit og sønnen Andreas ejendommen.

Herefter blev stuehuset renoveret, hvor Margit bor, og stalden ombygget til beboelse for de unge.

Kun tre familier på 100 år, det har været et godt sted at bo!

Spanagervej nr. 1

Foto fra 1949

Karl Peder Larsen overtog matr. nr. 1 N  fra 1923

og flyttede ind med hustruen Kirsten Nielsine og døtrene Helga og Sigrid.

Datteren Sigrid bliver konfirmeret i oktober 1924, og hun er allerede flyttet hjemmefra ved folketællingen i 1925.

Forældrene bor stadig på ejendommen ved folketællingen i 1930, og da datteren Helga bliver gift i 1934.

Ved folketællingen i 1940 er det Oluf Christensen, der ejer ejendommen, han er flyttet ind med hustruen Eva, der kommer fra Lellinge. Jeg finder ingen optegnelser om dem, ej heller om de får børn.

Senere bor Gunnar Ebbesen og hustruen Else på ejendommen, det fremgår bl.a. at de er bosiddende der, da deres søn Benny konfirmeres i 1956. Benny bliver senere gift med datteren Bente fra nr. 3.

I 1960´erne har Fru Haagensen åbnet hundekennel på adressen. Vi husker endnu det fine skilt med Lassiehunden ude ved vejen. Et skilt Kirsten senere fandt på loftet.

Fru Haagensen var meget glad for hundene og vores Micha blev da også passet hos hende. Efter hendes død overtog Peter ejendommen, men snart emigrerede han til Australien. Han havde en søster, der allerede boede dernede.

Herefter købte Helge og Kirsten ejendommen i 1989. De kom fra Ballerup, hvor Kirsten nu er flyttet tilbage til efter Helges død i 2020.

Alle ejendommene nr.  1, 3, 5, 7 har til nu beholdt deres jordtilliggender og forpagter jorden ud til en nabo.

Foto fra 1961

På dette foto er fotografen kommet flyvende fra syd og direkte mod nord. Bag ejendommen ser man det høje, flotte skær i grusgraven, og allerbagerst skimtes ejendommen Spanagervej nr. 10.

Spanagervej nr. 12

Foto fra 1953

Anton Madsen købte matr.nr. 1 D  omkring 1923. Han optog ikke statslån, da han selv havde sparet op. Derfor kunne han også selv bestemme hvordan hus og stald skulle bygges, samt af hvilke materialer. Det blev et smukt toetagers rødstenshus.

Han kaldte huset Højmark. Vi har vel altid troet, at ejeren af nr. 12 hed Højmark, eller i hvert fald frem til Susanne og Peter, men det er altså ikke korrekt.

”I gamle dage” blev drengene opkaldt efter deres far. Hed denne Hans - til fornavn - blev det til Hanssøn eller Hansen. Disse  –sen navne blev nærmest en massebetegnelse. Ejede man derfor et hus eller gård, fik børnene efterhånden gårdens navn som mellemnavn. Så var det nemmere at skelne den ene fra den anden.

Ved folketællingen i 1930 er Hans Julius flyttet ind med hustruen Kirsten og sønnen Erik.

Og ved folketællingen i 1940 bor Hans Viggo Sejersen Jensen med hustruen Gudrun på ejendommen.

Igen er det småt med oplysninger om de sidste to familier.

I 70´erne overtog Susanne og Peter ejendommen, og de solgte det meste af jorden omkring nr. 12 til Erling i nr. 10.

Susanne bor stadig på ejendommen.

Spanagervej nr. 10

Foto fra 1988

Niels Jørgensen overtog  matr.nr. 1 E  fra 1923

og flyttede ind med hustruen Ane og tre børn. Begge var født i Lille Salby og var da henholdsvis 37 og 34 år gamle.

Ved folketællingen i 1930 bor de der stadig med den ene datter.
Da den ældste datter Ingrid bliver gift i 1938 bor de stadig på ejendommen.

Ved næste folketælling i 1940 er det Christen og Meta Nielsen, der er flyttet ind med deres søn Carl.

Omkring 1950 overtager Svend Greve Sommer ejendommen sammen med hustruen Kirsten.
De får to børn Erik og Merethe, som var lidt yngre end Flemming.

Familien boede på ejendommen i over 20 år. Af og til arbejdede Svend Sommer i grusgraven hos murermestrene fra Bjæverskov.

Så flytter Erling ind med hustru og to børn, Carsten og Jens.

Erling køber det meste af jorden fra nr. 12 og nr. 8, og råder nu over en større gård på knap 26 ha.

I samarbejde med Hedeselskabet får Erling plantet en lille skov nordøst for nr. 6. Skoven er nu en fredskov.

For nogle år siden overdrager Erling gården til sønnen Carsten.

Spanagervej nr. 8

På dette foto ses igen det flotte skær i grugraven.

Fotografen kommer flyvende fra øst mod vest.

Jens Christian Jacobsen overtog  matr.nr. 1 F  fra 1923

og flytter ind med hustruen Maren og datteren Helga. Maren har også en søn, der dør samme år som bare 6-årig. De får også en dødfødt søn i 1924.

De bor stadig på ejendommen ved folketællingen  i 1930, og da datteren konfirmeres i 1936. Kort efter flytter de til Ejby, hvor Jens Christian dør bare 52 år gammel. Maren bliver 77 år.

Ved folketællingen i 1940 er det  Thorkild H. Larsen og hustruen Sigrid, der bor på ejendommen. Da er de 36 og 28 år.

De fik to drenge Svend født i 1950 og Harry født den 16.10.1944 … 2 dage efter Flemming på Gran-Høj.

Harry blev mange år senere gift med Connie fra Lille Salby. Hun er født 5 dage efter Anne-Lise, og de to gik nogle år sammen i skolen i Store Salby. Og vi fik begge vores første barn i november 1967. Sådan spiller tilfældigheder ofte ind.

Harry og Flemming gik i klasse sammen på Ejby Skole og legede ofte sammen. På et tidspunkt blev Flemming trængende, så han måtte ud på det gammeldags lokum i gården. Der var altid spændende blade at kigge i, så det tog sin tid.

Pludselig kommer Signe, hun er lidt kraftig, døren smækkes op og Signe har trukket blank mens hun bakker ind. Flemming hviner op: ”Sigrid, Sigrid jeg sidder lige her” ….. skrækken sidder i  ham, tænk hvis hun maste ham ned i tønden! ”Hvad laver du dog der knejt” siger Sigrid og går lidt udad igen.

Efter forældrenes død overtog de to sønner ejendommen og boede der i en årrække.

Senere blev ejendommen solgt til Mogens og Inger, der som nævnt sælger det meste af jorden til Erling. Efter begges død overtager deres datter og svigersøn ejendommen.

Køge Ås  -  Vittenbjerget

Dette gamle kortudsnit viser en del af Vittenbjerget, en ret imponerende højderyg – nemlig en del af Køge Ås.
Vittenbjerget strækker sig over mod Vestmotorvejen.

I alt er Køge Ås Danmarks længste, den går fra Køge og til Haraldsted ved Ringsted, dog afbrudt et par steder. Ligesom åsbakken flere steder er gravet væk i forbindelse med grusgravning.

Spanagervej nr. 6 var en ejendommelig grund med en meget høj ås. På et gammelt kort har vi set en højde på 47 meter o.h. på den østlige del. Her ser det ud til at være 41 meter o.h. i spidsen på den vestlige del, men begge bakker er nu gravet væk.

Åsen er dannet under den seneste istid for over 12.000 år siden. Da jeg for mange år siden gik i skole, skulle vi lære om dannelsen af sådan en ås. Læreren var ikke den bedste pædagog, men til sidst lå han på gulvet med vore skoletasker. Så byggede han dem op på en lang linje med et hul nedenunder i midten. Aha… . sådan!

Først begynder isen at smelte under iskappen (taskerne). Der kommer en vældig fart på, og vandet borer sig ned i undergrunden – laver en dyb kløft. Dannes der ikke en ås, så er kløften nu en tunneldal, som vi f.eks. kan se i Lellinge skoven. De rigtig store tunneldale ser vi f.eks. i Jylland, særligt smukt ved Vejle.

Klimaet ændre sig, det bliver koldere, og farten på det mere beskedne smeltevand aftager og løber langsommere. Den mindste modstand eller sten får vandet til at stoppe op, og det materiale, der er i vandet, aflejres i den nu ikke så dybe kløft.

Til sidst bliver klimaet så varmt igen, at iskappen smelter i toppen, så der bliver forbindelse fra top til bund, trykket går af. Så er det næsten slut med at vand og materialer drøner af sted. Smeltevand fosser ned ad siderne, og på den måde får vi de store vådområder på begge sider af åsen. Her er det Ejby mose og Køge Å.

Materialerne i vandet er grus og sten, og her på Vittenbjerget kommer det fra Norge og Sverige, og ”drejer” ind over Danmark fra øst. Vi har fundet gnejs fra Hallandsåsen og øjegnejsgranit fra Øland.

Det er den amatøragtige forklaring, der er sikkert mange andre mere rigtige forklaringer, som rigtige folk har skrevet. Men jeg glemmer ikke min lærer på gulvet!

Her stopper grusforekomsten ved Spanagervej nr. 12. Isen har udover grus og sten også ført jord og ler med sig. Der er forskel på materialernes vægtfylde, så desværre har åsbakken smidt alt det skummende ler af sig i Susannes have. Inde fra vores side har vi kunnet se den flere meter høje ler skrænt til nr. 12.

Til begge sider er der ingen grusforekomster, men der er, så vidt vi ved, forekomster i bunden ned til kridtlaget. Det er dog ikke muligt at hente dem op. Dels p.gr.af lovgivning men også rent praktisk.

I årenes løb har der været mange forskere fra nær og fjern for at kigge på åsen. Men det krævede jo hver gang, at der var noget at kigge på. Dette foto er fra den østlige grusgrav, og Flemming har lige kørt et par grabfulde materialer væk. De næste billeder viser de stejle skrænter, med de mange forskellige typer aflejringer

Her kan man se Flemming i samtale med et par forskere fra GEUS, der er i gang med at opmåle forskellige lag. De var vildt begejstrede, og de drømte om at man kunne sætte en glasplade op mod skrænten, så alle kunne komme forbi og se det smukke syn.

Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, dagen efter dette foto er taget er mange materialer drysset ned over det fine skær. Men de to mænd hyggede sig hele dagen ved deres campingbord og stole, især mens de spiste frokost. Et flot syn. Vi blev heller ikke selv træt af at se på skrænterne.

Dette flotte, flotte foto fra maj 2000 er taget i den østlige grusgrav. Fotografen kigger direkte mod vest.

Lagene ligger lidt på kryds og tværs. Der er grove lag, mørke med sten og mere lyse sandaflejringer.

Der kan være gået hundrede af år mellem de forskellige aflejringer.

Foto skæmmes lidt af skyggen i højre side.

Flemming er fotograferet ved et helt særligt skær. Man kan for et kort øjeblik se de fine lag. Øverst til højre er der en stribe på ca. 20 cm, med en lille klat mørk ler ovenpå. Et meget fint lag af mørtelsand. Det er fugtigt, for når det er tørt, er det så finkornet, så man kunne bruge det i timeglas, og når det er tørt her, drysser det bare ned.

En dag opdagede vi dette hul oppe på skrænten, jeg kravlede op og fik også fotograferet ind i hullet. Der var ikke noget.

Kloge folk fortalte os, at der har været en klump is fra istiden i hullet. Isen er smeltet lige så langsomt i tak med at temperaturen steg. Af uforklarlige grunde faldt gruset ikke sammen, men bevarede det runde hul og væggene omkring. De mørkebrune striber er muld, der er drysset ned ovenfra.

Da vi overtog grusgraven og mørtelværket i 1970, var hele den vestlige del faktisk udgravet. Murermestrene fra Bjæverskov, der havde lejet graven, fandt det ikke længere rentabelt at drive grusgraven.  Så mormor spurgte Flemming om ikke det var noget for ham. Han var udlært som smed og kunne selv reparere det gamle materiel eller bygge nyt. Efter et par dages betænkningstid slog vi til og åbnede graven den 1. maj 1970.

Da der var problemer med udstykningen, endte det med at vi købte hele arealet 1-c, hvorefter det blev tinglyst pr. 1.5.1971

Efter et par år med hjælp fra arbejdsdrenge og Anne-Lise, lukkede Flemming mørtelværket og passede selv grusgraven frem til 1.1.2003, hvor denne også lukkede.

Billedet her viser det flotte hus mormor har overtaget. Mormor har fået etableret den fine, italiensk prægede have foran huset med de klippede rødtjørne på hver afsats. Nedenfor ved vejen står det flotte smedejernshegn. Til begge sider er der urtehaver. Alt dette passede mormor næsten helt alene – utroligt.

Spanagervej nr. 6

matr.nr. 1-c

Ejendommen blev også udstykket fra Spanager Hovedgaard i 1923, på nogenlunde samme tid som de mange husmandsbrug. Der var ikke den store interesse for 1-c, arealet er på ca. 4,4 ha, en meget høj bakke, der bestod af sten og grus. Umiddelbart ville man ikke kunne forsørge en familie her.

Ejendommen blev heller ikke solgt som et statshusmandsbrug med afdragsfrit statslån.

Vognmand og murer Emanuel Martinus Paarup køber ejendommen og flyttede ind med sin hustru Sofie og tre små piger, da han havde fået opført huset.

Han opførte huset i to etager. Det blev bygget i cementsten, og derefter pudset som alle de øvrige huse i husmandskolonien. Flot blev det, liggende præsentabelt på toppen af bakken og med de 2 skorstene. Det har været hvidt, men efter mormor Karen fik lov at bestemme blev det altid malet gult.

Der blev bygget hønsehus og brændeskur. Senere kom garage og kyllingehus til. Til husets opførelse mv. lånte han 8.000 kr.

Ved folketællingen i 1930 bor Paarup og hustruen stadig på ejendommen, nu med fire piger og en søn. Året efter får de endnu en søn. Da børnene døbes, skrives der i Kirkebogen, at børnene kommer fra ”Greveskoven”. På de gamle matrikelskort er også anført at ejendommen hører til Giesegård Stamhus. En gammel overlevering siger, at Greven her havde et udkigs tårn, hvorfra han kunne se ud over alle sine jorder. Den 14.5.1925 får ejendommen navnet ”Gran-Høj” – hvilket er tinglyst på ejendommen. Da de sidste tre børn døbes, er det børn fra Gran-Høj. Først langt senere blev det til Spanagervej og med nr. 6.

På et tidspunkt efter Kai er født i 1931 flytter Paarup og bliver kroejer på Yderholm kro.

Så overtager vognmand Henriksen ejendommen. Men det går slet ikke. Det var i de dårlige tider i 30´erne, og ejendommen går på tvangsauktion. Her køber Karen og Søren Jørgensen ejendommen den 23. oktober 1937 for 16.000 kr.

Ejendommen har således nu været i familien eje i 85 år!

Karen og Søren kom fra aftægtshuset til Bedderne i Valløby. Her havde Karen som yngste barn boet og passet sine forældre til de døde.

Efterfølgende blev hun gift med Søren og de fik hurtigt fire døtre.

Senere flyttede de som sagt til Gran-Høj og fik året efter endnu en datter, Ulla.

Fra 1938-39 begynder mormor Karen at arbejde i den østlige ende af grusgraven. Den vestlige udlejes senere til to murermestre fra Bjæverskov. Morfar havde sin forretning i Køge og deltog ikke.

I forbindelse med sin skilsmisse i 1953 overtager Flemmings mormor ejendommen Gran-Høj.

Mormor Karen havde nok at se til. Fire livlige døtre, Yrsa, Ruth, Anni, Lisbeth og Ulla.

Der skulle også passes børn, syes tøj, steges, bages, syltes osv. Moderne hjælpemidler var det så som så med. Da krigen brød ud var det også en god ting at have en ko og gris, og biavl blev en sød interesse.

GULDBRYLLUP

1940

Caroline og Christian Jørgensen holder guldbryllup på Gran-Høj.  Den 3. maj 1940. Danmark var netop blevet besat af tyskerne og festen sluttede tidligt, da der var indført spærretid.

På trappen står de med deres 6 børn og svigerbørn. Deres søn - morfar Søren - står sammen med mormor Karen på det øverste trin.

Det er jeres tipoldeforældre -  Kenneth og Frank !

Den 6. maj 2017 var det vores tur til at holde guldbryllup på Gran-Høj. En dejlig dag med familien og vennerne i dejligt forårsvejr.

Allerede i 1944 flyttede Yrsa hjem med sin mand og den 14. oktober fik de Flemming. Snart blev den grønne stue en rigtig barselstue.

Ulla var blevet født der i 1938, Flemming i 1944, så kom Dorthe, Michael og Tina (Ulla´s mellemste datter).
Oldebarnet Frank blev født på Køge Sygehus, mens vi boede på Gran-Høj, Ejby Sogn.

Nu bor Anna her hos os, datter af Kenneth. Tipoldebarn af Karen og Søren!    5. generation.

Flere af børnebørnene boede hos mormor, og Ulla flyttede på et tidspunkt ind med sin familie i lejligheden på kvisten. På billedet er det til venstre Dorthe, derefter Tina og mormor.
Det er sommer, men brændestakken i baggrunden er allerede klar til den kommende vinter.

De fem piger boede hjemme indtil de kom ”i huset” som det hed, og senere blev gift. Der var ikke de store muligheder for kvinder dengang.

Men sjovt havde de det. Om vinteren kunne de kælke på de stejle skrænter. Hu hej hvor det gik! Landposten kom forbi, men han kunne også komme med. Det var en stor trækælk til 4-5 personer. Ak så kom Ulla til at tisse af grin, og så fik posten våde bukser!

Flemming har boet næsten hele sit liv på Gran-Høj. Efter hans forældres skilsmisse flyttede han til Atterup med sin mor og stedfar. Men snart boede han igen hos sin elskede mormor. Nogle år boede han i Skensved hos sin mor og Jørgen, men så flyttede han sammen med Anne-Lise ind på Gran-Høj igen i den lille lejlighed på kvisten.

Efter vores bryllup i 1967 flyttede vi til Bøgevej ved Yderholm, hvor vi havde bygget hus.  Her boede vi i 13 år, hvorefter vi i 1980 flyttede ind i det nye rødstenhus på Spanagervej 6. Knap 60 år har Flemming nu boet her. En rigtig hjemmefødning!

Da Flemming var flyttet hjem til mormor kom han i skole i Ejby. Det sidste år går han i 8. klasse på Borup Skole. Så cyklen blev flittigt brugt. Heldigvis kunne han køre rundt om Børnehjemmet og udad vejen mellem den nuværende golfbane og Ejby Mose til Dalbyvejen. Denne vej blev dengang kaldt Europavejen!  … Ja ja alle veje fører til Rom.

Skolefoto fra Ejby Skole.
Drengene fra venstre:
Iver, Peter, Flemming, Bjarne, Poul, Kjeld, Bent, Peter, Kaj, Harry, Ove - og læreren:
Irene, ? , Connie, Ketty, Jytte, Else, Ulla, Ketty, Yvonne
Og på gulvet: Merethe, Bente og ?
Flere af de unge mennesker kommer fra denne side af Spanagervej og Ejbyvej.

Flemming var en glad og interesseret elev, men vist meget snakkesalig. Det blev for meget for læreren, der forlangte, at Flemming næste dag skulle komme med sit skrivehæfte, og der skulle stå 100 gange:
Tale er sølv, men tavshed er guld ….. da var det en god ting, at have flere mostre boende hjemme! At håndskriften var lidt forskellig, forsvarede han sig med, at han var blevet træt i hånden!

Da vi besluttede at rive det gule hus ned og bygge det nye rødstenshus ved siden af nr. 4. var det efter overvejelser både for og imod. Vi fik mulighed for at drive grusgrav herovre på den østlige del, og således leve af det en del år længere.

Bortset fra at det gule hus var smukt og havde en vidunderlig udsigt, så var det jo fra 1923.

Der var ikke isoleret under gulvene eller i hulmure. Køkkenet var fra 1923, og her stod det store oliefyr også. Der var kun et lille bitte toilet, hvor man skulle bakke ind.

Så ! - men det var trist for Flemming at gøre det.

Dette smukke bøgetræ, flyttede vi med ned fra toppen. Mormor havde i sin tid plantet det, og vi kunne flytte det i en tillebør!

På et tidspunkt mente vi at det skulle beskæres. Som sagt så gjort.

Det var forår og gartner Ole kom forbi – det må I ikke. Bøgetræer skal beskæres om efteråret og i mindst 20 graders varme!
Nå – men jeg kan se, der er råd i det, så det går nok ud alligevel!

Det lever stadig Ole, men vi kigger bekymret på det hvert forår!

Skiltet under træet er for længst fjernet. Jeg drev revisionsvirksomhed her i over 30 år.

Vittenbjerghusene

De smukke bindingsværkhuse Spanagervej 2 og 4 er opført i 1875, og tjente som boliger for de ansatte på hjemmet, men også som daglejere, vaskekoner mv. for de andre gårde og hos husmændene. Det er lidt svært at følge familierne, hvem har boet der og hvor længe?

Der har altid været mange børn, og under de dårlige forhold var børnedødeligheden høj.

Nr. 4

Ved folketællingen i 1925 boede Christian Peter Andersen i nr. 4 han var født i Magleby i 1882 og var nu enkemand.  Desuden boede hans søn der, 8 år gamle Knud Ejegod.  Hansine Hansen boede også derinde, hun var til at starte med husbestyrerinde, de fik en datter og søn, der døde som spæde. Først efter de havde fået Viggo blev de gift.

Sine som alle kaldte hende havde også en søn med ind i ægteskabet, Villy var 5 år i 1925. Mange år senere kom også hans søn, Søren hjem og boede hos bedsteforældrene.

Sine var en sød lille dame, hun havde det med at sige nogle sjove ting, som blev gentaget hver gang talen faldt på hende. F.eks. da mormor - og de andre fra Gran-Høj, der var hjemme, blev inviteret på mad i det lille hus. De skulle have suppe og Sine sagde: ”Tag nu mere af det tynde, det er da det bedste”.

Eller da hun kom op med en avisannonce. ”Karen, hvad er det her”… der stod Høv-ender til salg, snart fandt de ud af at flytte på tankestregen! Ja ja til grin kan man altid blive… men det var nu ikke ondt ment, at vi lo lidt af Sine.

Kræsten And´sen som han blev kaldt, arbejde en årrække sammen med mormor i grusgraven. Til sidst blev han lidt knarvorn. Han yndede at sidde på en bænk i forhaven ved den høje vandpost. Her råbte han af alle der kom forbi, især pigerne blev bange for ham. I 1961 døde han 78 år gammel. Sine flyttede senere til Køge, hvor mormor stadig besøgte hende.

Herefter kom Knud Larsen fra Køge med sin lille familie. Han var blevet enkemand, men de tre børn Keld, Inger og Jørgen fik et godt hjem herude. Keld blev arbejdsdreng i grusgraven hos Flemming efter skoletid. Senere fuldtid indtil han kom i lære som mekaniker hos Volvo i Køge.

Da deres far døde overtog Keld og Jytte huset, hvor Jytte stadig bor. I deres ejertid er ejendommen renoveret så smukt.

Nr. 2

Spanagervej nr. 2 er et dobbelthus også opført i 1875.

Her er det slet ikke nemt at følge de mange familier, der ofte kun bor der i kort tid.

Og da Flemming først fødes i 1944, er det så som så med at huske alt det, der er fortalt om beboerne fra før hans tid.

Men et lidt trist sted har det nok været før i tiden. Over en periode på 15 år, dør ikke mindre end 6 børn som spæde, alle født i huset. En lille pige når man at få døbt Else Marie. Sine fra nr. 4 er gudmor, men pigen bliver kun 4 dage.

Familien Petersen får 6 børn, men en datter og søn dør ved fødslen.

I 1953 bor familien Thomsen i nr. 2. Her får de deres første barn.

Vagn er frisør og etablerer sig senere i egen salon i Ejby. Den er nu revet ned, da Spar blev bygget. Hans kone Ellen startede i slutningen af 60´erne en legestue for børn i Fogedgaarden i Ejby. På den tid var der ingen børnehaver i Ejby-Nr.Dalby kommune.

Men Ellens initiativ medførte, at Fogedgaardens Børnehave blev etableret. Vores Frank kom i legestuen og kunne derfor fortsætte i børnehaven, hvor også Ellen var en periode.

I 1960´erne flyttede brødrene Hans og Flemming ind i nr. 2 med deres hustruer Inger og Iris. Det var som ejere af huset.

Nu kom der skik på huset. Det er så smukt som et bindingsværkshus kan være. Nyt stråtag lægges på, når det behøves. Det samme gælder nabohuset nr. 4.

Brødrene fik henholdsvis 2 og 3 børn. Snart fik de indrettet en bolig til deres gamle far, der boede der til han døde.

Nu lever Hans heller ikke mere, men de tre andre bor der fortsat. Til ejendommen hører den skønneste have. Haven bevæger sig højt op mod toppen af Vittenbjerget. Heroppe har de et fint udkigspunkt med en skøn udsigt.

Vittenbjerghuset

Huset på toppen af bakken bliver bygget i 1923 og var aftægtshus til Vittenbjerggaarden. Niels Petersen var bedstefar til Richard Heggelund. Huset er et meget smukt rødstenhus med stråtag.

Niels Petersen blev født i 1856 og døde  som 93-årig i 1950.

Mormor havde lidt at gøre med Nis Pæ´sen som de kaldte ham. Hun købte rettigheden til at grave en del grus fra bakken, hvor skellet gik mellem 1-c og hans ejendom til den beskedne pris af  312,50 kr. pr. kvartal.

I de 27 år Niels Petersen boede som enkemand i huset, havde han altid en eller flere logerende eller husbestyrerinder boende. Så alene var han ikke i det store hus.

Mormor huskede hans begravelse fra Ejby Kirke, det var et gevaldigt ligtog fra kirken, op over Vittenbjergbakken, ned til gården og videre ned mod Køge Å. Til at begynde med vel kørt på hestevogn. Senere skulle kisten bæres ned i skoven til den private kirkegård. Som det var skik dengang, blev der flere steder kastet gran på vejen, så det hele kunne foregå tys, tys.

I 1951 bor gartner Aage Olesen i huset. Han arbejdede i en årrække på børnehjemmet. Familien bor stadig i huset, da den yngste datter bliver født i 1953.

Så er vi fremme ved forvalter Leo Yde, der bor i huset, da datteren konfirmeres i 1955.

Herefter flytter fhv. brugsuddeler i Ejby, Anders Peter Jensen, ind i Vittenbjerghuset. Han bor der som enkemand til han dør i 1959.

Så er det daværende skoleinspektør Schade, der kan glæde sig over at bo i huset med den smukke have og formidable udsigt.

I 1987 køber Eva og Peter huset, hvor de stadig bor. Huset er stadig så smukt, som da det blev bygget, og de har den smukkeste, kuperede have. Et dejligt, dejligt sted.

Ejbyvej 92

Foto fra 1953

Se i baggrunden Gran-Høj og det høje skær i grusgraven

Ludvig Hansen Glem overtog matr. nr. 1 G  fra 1923

og flytter ind med hustruen Vilhelmine og sønnen Villy.

De bor alle tre på ejendommen ved folketællingerne i 1930 og 1940.

Herefter flytter Karl Larsen og Lisbeth ind. Karl arbejdede i grusgraven med mormor i 50´erne.

Karl havde to nordbakker, og når hestene ikke ville trække som han prøvede at få dem til … gjaldede det ud over Spanager: ”Det er dog satans til kulier!”

På et tidspunkt falder hans kone baglæns ned i kælderen. I de fleste huse var der en lille kold kælder/fadebur via en lem i gulvet i køkkenet, så den har sikkert stået åben. Det var før køleskabet blev moderne. Lisbeth slog sig forfærdeligt og fik blå mærker overalt. Da Karl kom til, spurgte han: ”Slog du dig?’ ”Ja hvad fanden havde du regnet med?”

Flemming havde som dreng opdrættet en masse kaniner, som han tjente godt på, men det krævede meget foder. Fristende var grønkålen nede på Karls marker, og der var tilsyneladende ingen, der spiste dem. Nu var det meste af vinteren gået. Det blev for fristende. Flemming gik i ly af tusmørket ned på marken. Ved den første lyd kom han helt ned at ligge mellem rækkerne! Stod Karl derhenne? … I lang tid lå Flemming og gemte sig. Snart var han gennemblødt af den fugtige jord og rystede af kulde. Til sidst måtte han krybe til korset, og så tage de øretæver, der helt sikkert var i vente. Men som i sangen: Den lille Nisse rejste …. Var ”manden” jo bare en kæmpestor kålstok. Flemming forsøgte sig ikke senere som kåltyv!

Senere flyttede Dagny og Frede ind i nr. 92. De fik fire børn. Den ældste Berit var så uheldig som lille at blive overfaldet og bidt af en hund i ansigtet. Det var forfærdeligt og på trods af operationer fik hun et grimt ar. Berit var så glad og rigtig køn med sit smil og lyse krøller. Det havde været en traumatisk oplevelse og selvom hun havde et tilbud om at blive opereret igen, når hun var udvokset, valgte hun ikke at gøre det. For os andre var det jo Berit!

Da vi flyttede til Bøgevej med lille Frank, kom hun i huset hos os, som ung pige. Da hun kom i lære i Lellinge brugs overtog hendes mor jobbet som dagplejemor.

Frede startede en cementproduktion op, der var jo god plads til sådan noget. Da vi skulle have bygget en hal i grusgraven, fik Flemming lov til at stå nede hos ham og støbe cementblokke til byggeriet. Det var flot af ham.

Nu bor Hans og Bakhtiar Hasan i nr. 92. De har også renoveret stuehuset, så det står så flot.

Ejbyvej 94

Foto fra 1953

Vilhelm Hansen Glem overtog matr. nr. 1 H fra 1923

han flytter ind med sin hustru Ella og sønnen Erik.

Ved folketællingen i 1930 bor de der stadig og i 1934 får de en datter Jenny Agnethe. 

Denne gren af familien Glem bliver ikke boende så længe, hvilket jeg ved, fordi jeg senere i anden sammenhæng har mødt Agnethe.

Ludvig og Vilhelm er henholdsvis født i 1891 og 1897 i Glim Sogn. De er brødre.

Ved folketællingen i 1940 er Ejner Viktor Johansen flyttet ind med hustruen Fanny Marie og to piger.
De får yderligere to døtre mens de bor i nr. 94 men de dør begge som spæde.

Ved Anna og Ingrids konfirmation i 1950 bor de stadig på ejendommen. Det var friske piger, og man kunne få dem til at spise et sildehoved for 1 kr.

Senere overtager Asger huset, han bor alene, men udlejer gæstfrit sit hus til en motorcykelklub. Det har begge parter vist haft glæde af i mange år.

Efter Asgers død har Dorthe og Peter overtaget huset.

Ejbyvej 96

Foto fra 1953

Carl Valdemar Nielsen  overtog matr. nr. 1 i/j   fra 1923

Han flytter ind med Hansine.
De mister også to børn som spæde. Præsten skriver – vel lidt bedrøvet – døde, forældrene bygger på Spanager Mark.

Heldigvis får de to døtre Rita og Betty i 1925 og 1927. De bor på ejendommen ved folketællingen i 1930, men flytter formodentlig ikke så længe efter. De bosætter sig i Valore, hvor Carl Valdemar blev centralbestyrer. Hansine og Carl dør allerede i 1948 og 1949 henholdsvis 50 og 53 år gamle.

Ved folketællingen i 1940 er Carl Ejner Villumsen flyttet ind med Karen.

Carl Ejner var en munter mand, og Flemming kunne sidde oppe på Gran-Høj og hører ham fløjte dagen lang, altså det blev mest til en ”vissel”, så Carl blev kaldt Vissel-Carl !

De oplever også den sorg at miste et barn i 1944, men får en sød, lys pige i 1946, som Flemming gerne ville lege med.

Så fortaber historien sig lidt. Flemming kan ikke huske, hvor længe de boede der, eller hvem der kom til efter dem.

Nu er det Solveig og Frank, der bor på ejendommen.

Ejbyvej 98

Hans Jensen overtog matr. nr. 1 K  fra 1923

 og flyttede ind med hustruen Kirsten, tre drenge og en pige.

Ved folketællingen i 1925 bor forældrene der stadig med de tre yngste børn.

Ved folketællingen i 1940 er alle børn fløjet fra reden.

Flemming kan huske en familie Jensen, der havde to sønner Alex og Bjarne, de var begge yngre end Flemming. Om det er den gamle Hans Jensen´s børn eller en af sønnerne, der har overtaget ejendommen, kan han ikke huske.

Alex var på et tidspunkt på vej hjem fra Ejby. På Vittenbjergbakken fik han dynamoen ind i forhjulet og stod på hovedet udover cyklen. Han slog sig ganske forfærdeligt, og blev bragt til sygehuset. Han var syg meget længe, og der gik lang tid før de så ham i skolen igen.

Bjarne blev som voksen far til brolægger Flemming, der en periode boede i Uglehuset.

I midten af 70´erne overtog gartner Ole Bønsdorff husmandsstedet. Der blev bygget drivhuse osv.
Gartneriet var et en gros gartneri, så det var store mængder af de samme planter Ole dyrkede.

Ole begyndte snart at avle vinplanter. Man kunne jo ligeså godt udnytte det varmere vejr, vi har fået p.gr.af klimakrisen! De første moderplanter kom fra Californien

Af og til brød Ole´s gamle maskiner sammen. Så var det godt at have en ven i Flemming, der kunne komme med en svejseklat eller olie for tænk, det skulle der også til. De har vist hygget sig meget.

Ole er ivrig jæger så vi ser ham hver dag, hvor han kører rundt og inspicerer revirerne. Flemming bliver opdateret om råer, bukke og nu også dådyr.

Ejbyvej 100

Ejner Peder Madsen overtager matr. nr. 1 L  fra 1923

og flytter ind med hustruen Karen og fem børn. Den ældste er 9 år.

Ved folketællingen i 1930 bor kun tre børn hjemme. Da Rosa bliver konfirmeret i efteråret 1936 bor familien stadig i Spanager.

Ved folketællingen i 1940 er Anders Jacobsen flyttet ind med sin hustru Gudrun.

Historien fortæller ikke noget om eventuelle børn, eller hvor længe de bor på ejendommen.

På et tidspunkt mellem 1947 og 1949 flytter Ole Bønsdorff´s forældre ind med fem børn, og året efter får de endnu en datter.

Ole køber ejendommen, men forældrene bliver boende til de dør. I midten af 70´erne køber Ole ejendommen ved siden af og starter gartneriet op. Han etablerer også en lille vingård hos forældrene.

Efter forældrenes død lejer Ole ejendommen ud til forskellige lejere.

For ikke så længe siden bliver ejendommen dog solgt til Thomas og Kirsten.

De beslutter sig til at rive de gamle bygninger ned, og nu står der en fint, nyt hus på matriklen

Ejbyvej 102

Holger Oluf Carlsen overtager matr. nr. 1 M fra 1923

og flytter ind med hustruen Bertha og sønnen Carl.

Både ved folketællingen i 1925, 1930 og 1940 bor den lille familie på ejendommen. I 1940 har de også fået et plejebarn.

Da Bertha dør i 1967 bor Holger stadig i Spanager.

På et tidspunkt bliver Ejbyvejen omlagt til en direkte vej til Lille Skensved. Der er dog stadig den korte vej op over Vittenbjergbakken, der hedder Ejbyvej. Til stor forvirring for ikke kendte trafikanter.

Der bliver en lille trekant tilovers i denne forbindelse, ejet af Vittenbjerggården. Den lille grund køber Holger Carlsen, hvor han opfører et lille gulstenshus, som han kalder Uglehuset.

Om han selv kom til at bo derinde, kan vi ikke huske, men hans søn lejer det ud. På et tidspunkt i slutningen af 80´erne bor vores moster Ulla fra Gran-Høj i huset.

Da både Holger og sønnen Carl er døde overtager Carls´s søn Leif ejendommen på nr. 102.

Da Leif også dør ikke så mange år senere, sælger hans arvinger ejendommen.

Snart begynder en omfattende ombygning og renovering. Den gamle stald rummede på et tidspunkt en dejlig lille neglesalon mv. Det var virkelig luksus, til beroligende musik og behandlet af skønne kvinder.

Samtidig blev Lavendelgården oprettet. Her kan vi købe alle mulige skønne planter og blomster.

Efter forskellige ejere er det nu Birgitte, der ejer ejendommen.

Oskar Hansen

Kilder til denne bog om Spanager er først og fremmest Oskar Hansen´s bog. Oskar blev født i 1927, søn af Richard Hansen fra Harekærgård.

Han boede med sin hustru på Spanagervej nr. 11.

Herudover har jeg flittigt brugt Folketællinger og kirkebøger.
Og ikke mindst Flemming, min ægtefælle og bedste ven. Meget har han kunnet huske, men han har jo også boet her i næsten 60 år.
Det har været morsomt at høre en masse om de nævnte familier, men trist har det været, at kunne konstatere hvor hårdt livet har været, ikke mindst tabet af de mange børn inden de blev ret gamle.
Så måske var de gode, gamle dage ikke så gode alligevel.

Jeg vil lade Oskar Hansen få det sidste ord, med den vemodige tekst, han skrev til 60 års jubilæet. 

Mel.: Jens Vejmand

Jeg sidder bag ved ruden , i traktorhusets larm
og følger harvens gliden i mulden, forårsvarm.
Jeg ser på husmandsstedet – På Jens og Marens gård
med røde tegl på taget – De solgte det i går.

Han trasker ud på marken, med træsko på sin fod
med knortekæp i hånden og vemod i sit blod.
Det er såmænd Jens Ni´len, med katten efter sig.
Han aner forårsluften og følger vibers leg.

Hun trisser bag om gavlen og bøjer ryggen lidt,
og ta´r en blomst i hånden – Den stryges ømt og blidt.
Det er en husmandskone med krokus i sin hånd.
En afskedståre blinke – Om håret er et bånd.

De mødes bag ved stalden, ved hyldebuskens læ.
De sætter sig på bænken og hviler deres knæ.
De mindes husmandslivet, og aft´ners stille fred.
De taler lidt om slidet – om børn og kalv og ged.

Så stryger han med hånden sin kæres lille kind.
Hun hvisker ømt med munden i forårsluftens vind.
”Det var nu godt Jens Peder, vi fik det husmandssted.
Vi fik så mange glæder – et liv i nænsomhed”.

Nu skal i bare høre .......

Med risiko for at det bliver lige så kedeligt som det i foreløbig har læst...

Hvideslægten stammer fra Fjenneslev, og herfra kommer biskop Absalon, som alle vist har hørt om.

Absalon blev født, mens hans far Asser Rig var i krig. Asser Rig havde, inden han rejste fra sin gravide kone, sagt, at hvis hun fødte en pige, mens han var borte, skulle der bygges et spir på Fjenneslev kirke, som han var i færd med at bygge, men hvis der blev født en dreng, skulle der et rigtigt tårn på kirken.

Da Asser Rig senere kom hjem, var der to tårne på kirken, han havde fået tvillingerne Esbern Snare og Absalon.

Som den yngste søn skulle Absalon gøre karriere inden for kirken.

Skjalm Hvides sønnesøn, Sune Ebbesen ejede store jordbesiddelser i Østsjælland, dele af Ejby og Højelse Sogn
Da Sune Ebbesen dør i 1186 havde han testamenteret sine ejendomme i Ejby og Højelse til Sorø Kloster, som på det tidspunkt tilhørte biskop Absalon.

Nogle af munkene fra Sorø Kloster, Cistercienserordenen, flyttede til landsbyen Sponagre (Spanager)
Disse munke var meget flittige og fik stor betydning for håndværk, samt opdyrkning og udvikling af landbruget i området.
Ejby kirke stod med sikkerhed færdig i 1150. Munkene fik lov til at benytte Ejby kirke i 1198, munkene var herefter med til at udvide og ombygge kirken, til det den er i dag - næsten.

Stavnsbåndet blev opløst i 1788. Håbløshed og fattigdom var som i teaterstykket Jeppe på Bjerget!

Komtesse Schack i Spanager udtalte om sine bønder: “De ved ej at leve som andre mennesker og skal derfor holdes i bånd, ellers er de værre end ufornuftige dyr”.
Eller som en præst udtrykte det i 1743: “Bonden har ej anden lystens at rode og rage i jorden”.

Kilde:
Hedeboer og Skovboer i hverdag og fest af fhv. sognepræst Bent Fønss-Jørgensen. Google

Lidt årstal

1384

Omtales en adelig sædegård. Fru Edele Andersdatter af Spanager

1414

Afstår Sorø Kloster gården til Roskilde Domkirke. Bliver over de mange kommende år handlet frem og tilbage i Roskilde Stift.

1657-60

Under svenskekrigene blev gårdene i Spanager brændt ned. På dette tidspunkt hører ejendommene til Lellingegård.

1661

Kom dette gods fra Corfitz Ulfeldt samlet til kronen (staten).
Samme år fik hofkøkkenskriver Hans Olufsen dog skøde på Spanager.

1679

Skøde til Casper Schiøler, der i 1680 får kongelig bevilling til at lade Spanagergård oprette til Hovedgård. Efter branden under svenskekrigen var der dannet 5 bøndergårde.

1719

Skøde til Christian Carl Gabel, der også ejede Ottestrup (øst for Slagelse) og Giesegård.

1736

Skøde til Anna Sophie Schack, enke efter Greve Hans Schack til Schackenborg.

1760

Skøde til Frederik Schack, sønnesøn af ovennævnte Hans Schack.

1790

Skøde til grev Knud Bille Schack.

1821

Skøde til grev Henrik Adolph Brockenhuus-Schack.

1847

Skøde til grev Knud Bille Brockenhuus-Schack

1870

Brændte hovedbygningen men en ny bygning blev opført, tegnet af arkitekt F.V. Tvede.

Da Knud Bille Brockenhuus-Schack dør i 1892 beholdt enken Sophie Brockenhuus-Schack f. von Lowzow ejendommen Spanager som sin sommerbolig indtil sin død i 1917

1892

Skøde til grev Adolph Ludvig Brockenhuus-Schack.

1923

Skøder til statshusmændene, og Københavns kommune.

Kilder: Opslagsværker, aviser, Google :-)

Om vi går over åen nu til de ”andre”?

Ja selvfølgelig, udtrykket ”os og dem på den anden side” er blevet en gimmick.
Alle har dog deres at se til med måske lange arbejdsdage og pendling til arbejdspladserne måske langt væk.

Men det rolige pensionistliv her for mange af os er dejligt, og vi nyder naturen, når vi går hele vejen rundt!

Bogen er skrevet til vores sønner Frank og Kenneth og jeres efterkommere.

Nu ved I at vi - og I er rundet af den midtsjællandske muld.

Vi håber familien vil blive på egnen - måske i huset, men vi har ingen krav herom. Når den tid kommer løser det hele sig sikkert, og I vil gøre det helt rigtige.

Anne-Lise Guldager Hansen

Spanager, den 3.11.2022