Aages historie

Aages historie

DE KONGELIGE ORDENERS Ordenskapitlet

HISTORIOGRAF

Amalienborg,

Chr. VIII´s Palæ,

1257 København K




Mit navn er Aage Benny Michael Brok, jeg er født den 14.11.1933 i Viborg Søndre Sogn.



Den 28. april 1997 modtog jeg den kongelige belønningsmedalje i sølv for 40 års arbejde, som dyrepasser i Zoo i København.


Mine forældre er Michael Brok og Rigmor Elvira Bloch, jeg blev døbt den 18. februar 1934 i Viborg Søndre Sogns Kirke. Jeg var deres andet barn, min søster Rita var 3 år.


To år senere mistede jeg min mor. Min mor døde i barselsseng, hvor også barnet døde.

Så jeg husker selvfølgelig ikke min mor. Min far døde i 1979, da jeg var 46 år.




Midt og sidst i trediverne var min far arbejdsløs, det var umuligt at finde arbejde i Viborg. Samtidig var han enlig far med to børn, og det var ikke helt almindeligt. Min far måtte vaske, lave mad og selvfølgelig passe os to unger, som ikke var ret gamle. Som arbejdsløs var der heller ikke ret mange penge at gøre godt med. Min far fik 6 kr og 30 øre om ugen i socialhjælp og 134 kr. pr. kvartal i enkebørnspension.


At være arbejdsløs og enlig far var selvfølgelig interessant, der var jo mange daglige problemer med to børn. Far fik gjort Danmarks Radio interesseret, og i november 1937 var der et interview med ham om aftenen i radioen. Her forklarede far, hvordan han lavede mad til os, reparerede vores tøj, strøg sin flipper osv. Det eneste problem han havde - udover at han gerne ville have et job - var hvordan han fik råd til en overfrakke den kommende vinter. Den 1. december 1938 blev der skrevet i Politiken om den enlige far. Reaktionerne udeblev da heller ikke. Desværre medførte det ikke, at han lige med det samme fik et job, men flinke mennesker sendte både penge og legetøj til os. Min far fik også omkring 40 overfrakker bl.a. én fra skuespilleren Ib Schønberg plus en kuvert med penge i. Min far beholdt frakken fra Ib Schønberg, resten blev givet væk til andre, der kunne bruge en overfrakke.

Årene i Vust


Familien Svaneborg


I 1939-1940 flyttede vi til København, nærmere bestemt Blågårds Plads. Vi startede på skolen, og min far fik arbejde på Hvidovre Rådhus som kontormand.

Vi blev meget gode venner med købmanden på Blågårds Plads, han hed Græsbøl til efternavn. Græsbøl havde en søster, Emma Svaneborg, der var gift med landbrugskon-sulent og gårdejer Niels Svaneborg i Vust. Vust ligger i Han Herred midt mellem Thisted og Ålborg. Her havde de et større landbrug. 


Græsbøl fik det ordnet sådan, at min søster Rita og jeg kom på ferie hos dem i skolernes sommerferie. Det var altid en stor oplevelse, når alle københavnerbørnene satte sig i toget og tog på sommerferie på landet. Hver sommer i vores skoletid, var vi så på ferie i Vust.










Rita, Henning og Aage




Kun en enkelt sommer under krigen, hvor risikoen kunne være stor, kom vi ikke derop, der var trods alt langt til Nordjylland.

 

Græsbøl flyttede senere til Vust, hvor han overtog byens købmandsforretning.





I 1941 flyttede vi til Vanløse i et rækkehus på Boeslundevej 72. Far der ind imellem havde haft en husbestyrerinde, blev nu gift med Thilla Hansen. Hun havde to drenge med i ægteskabet, Henning og Pierre, de var lidt yngre end mig.

 

Vi gik alle i skole i Vanløse, jeg passede min skole, men det var ikke min store interesse. Jeg havde ingen ønsker om at læse videre, kunne jeg bare komme igennem den normale skoletid, så ville jeg være tilfreds, men jeg passede det, jeg skulle i skolen.

 

Krigen var også startet, men det mærkede vi ikke ret meget til de første år. Far, der gennem trediverne havde store problemer, intet arbejde og ingen penge, havde politisk fundet sit ståsted i det kommunistiske parti. Vi børn havde ikke megen forstand på det, og far prægede ikke hjemmet med det politiske.

 

I 1944 foretog tyskerne en ransagning på Hvidovre Rådhus. Her fandt man noget kommunistisk materiale i min fars skuffer, og det var åbenbart nok til at tage ham med. Jeg kan huske, at jeg var sendt til købmanden, her kom der et par tyskere ind samt en i civil, der talte dansk. De spurgte købmanden, om han kendte vejen til Brok på Boeslunde-vej 72. Købmanden kendte os godt, så han forklarede vejen, godt nok ikke den nærmeste. Han forsøgte, at komme i kontakt med far, men det lykkedes ikke. Da jeg kom hjem fra købmanden, var der selvfølgelig mange af mine legekammerater udenfor vores rækkehus, de fortalte, at der var tyskere inde hos os. Da jeg kom ind, gik de og gennemrodede alt, og vi fik så at vide, at far var taget af tyskerne. Hvor han var, fik vi ikke noget at vide om. Mor prøvede selvfølgelig at finde ud af, hvor far var, men der gik lang tid, før vi fik opklaret, at han sad i Dagmarhus.

Jeg kan ikke lige huske, hvor længe far var taget, men vi håbede selvfølgelig, at han ikke skulle sendes til Tyskland. En dag jeg kom hjem fra skole, var far så pludselig kommet hjem. Om det var fordi krigen nærmede sig sin afslutning, ved jeg ikke, men vi var selv-følgelig alle meget glade.

 

I 1944 fik vi en lillesøster, hun kom til at hedde Lise-Lotte. 1944 var også det år, hvor jeg ikke var i Vust hos Svaneborg i skoleferien. Det var som sagt krigens skyld. far og mor mente, det var for risikabelt. Jeg fik dog en ferieplads i Skensved på Sjælland den sommer.












                                  Henning, Lise-Lotte, Pierre og Aage

 

Min søster Rita og jeg havde ikke det bedste forhold til vores stedmor. Især min søster havde det dårligt, så det endte med at hun flyttede hen til en veninde og hendes mor. Jeg mærkede også tydeligt, den store forskel mor gjorde på mig og hendes egne sønner, så det var ikke altid den rene idyl. Far gik meget op i sit arbejde på Hvidovre Rådhus, så han var ikke altid klar over, hvordan det gik der hjemme. I 1947 fik vi endnu en lillesøster, hun kom til at hedde Anne-Lise.






      



 



I 1948 blev jeg konfirmeret, jeg havde valgt at blive borgerligt konfirmeret. Jeg må også sige, at det var en meget festlig ceremoni. Vi var vel omkring 300 piger og 300 drenge i Odd Fellow Palæet. Der var underholdning for os, og der blev selvfølgelig holdt en tale for os. Det var virkelig en festlig dag.





 









Min søster Rita, der var blevet konfirmeret tre år tidligere, havde valgt kirkelig konfirmation. Far var ikke særlig kirkelig interesseret, men forsøgte ikke at præge os i nogen bestemt retning.

 

Mine årlige ferier hos Svaneborg i Vust havde gjort, at jeg havde besluttet mig for at blive landmand. Så efter at have afsluttet min skoletid rejste jeg til Vust, hvor Svaneborg de næste år blev mine plejeforældre. Emma og Niels Svaneborg havde tre drenge, derudover havde de adopteret en pige. Hun blev senere gift med en læge i Schweiz, men er nu flyttet til Danmark igen. Den ældste - Jacob blev læge, Johan blev landmand i Vust og er i dag også borgmester i kommunerne Vust, Thorup og Klim - valgt på en upolitisk liste. Anders - den yngste, har desværre fået sukkersyge, og er i dag invalidepensionist. Niels Svaneborg døde for ca. fire år siden i en alder af 95 år. Emma Svaneborg er i dag 92 år, hun har haft en hjerneblødning, men er ellers stadigvæk klar og følger med i alt. Familien Svaneborg kom til at betyde kolossalt meget for mig og min søster.




                                                                 Johan og Anders







 


Jeg kom som sagt i pleje hos Svaneborg, og jeg var der helt på lige fod med Svaneborgs egne børn. Gården, der hed Bakkely, havde masser af heste, køer, grise, høns, plus flere tønder land jord. Arbejdet foregik manuelt, vi havde på det tidspunkt ikke traktor, så det krævede en del mandskab. Vi var Johan, Anders, mig, to fuldtidsansatte og en daglejer. Der var også en pige i huset. Jacob læste til læge og Edith var taget til Schweiz. Der var nok at gøre, arbejdet foregik den gang med heste foran ploven og harven, vi høstede med selvbinder, og rejste alle negene for at de skulle tørre. De blev kørt i lade, og vi brugte vinteren til at tærske kornet, ja - der var virkelig brug for de mange folk den gang. I dag kan man have et fuldtidsarbejde og så et fritidslandbrug på 100 tønder land, og det kan man klare fint alene.











 

Fritiden blev brugt til sport, fodbold, håndbold, gymnastik og skydning. Der var mange ansatte på gårdene i Vust, så der var ingen vanskeligheder med at samle hold til de forskellige idrætsgrene. Vi deltog også i turneringer i Han Herred.

Som landbrugskonsulent havde Svaneborg mange besøg, og når man skal fortælle andre, hvordan tingene skal være, så skal ens eget selvfølgelig være i orden. Jeg fik lært, hvordan man passede haven omkring gården, så de besøgende fik et godt indtryk. Johan havde på et tidspunkt været på Hundborg ungdomsskole ved Thisted. Svaneborg mente, at jeg ikke havde skade af en tur på ungdomsskole, så jeg fik også seks måneder på Hundborg ungdomsskole. Det var en dejlig tid, hvor jeg sammen med ca. 25 andre kammerater fik genoptrænet min skoletid. Det havde jeg selvfølgelig slet ingen skade af. Jeg blev formand for vores årgang, og vi havde gang i mange ting. Vi havde bl.a. besluttet, at vi ikke måtte bande på skolens område, gjorde vi det, resulterede det i en bøde på 1 kr. Det betød, at vi ved vores afsked med skolen kunne overrække Hundborg ungdomsskole en fane. Det var et stort øjeblik for os elever, og til stor glæde for forstanderen og skolen. Det var seks måneder, som jeg mindes med glæde.

 





Hundborg Ungdomsskole

Noget mere tvunget var, at jeg skulle ind som soldat. Jeg blev taget til fodfolket, nærmere bestemt 10. regiment. Jeg gjorde mig ikke andre tanker om det, end at det var noget, jeg skulle igennem. Soldatertiden i 1952 var på 18 måneder. Jeg søgte om at komme ind et halvt år før, der var jo mere arbejde på landet om sommeren, så jeg var soldat to vintre og én sommer. Jeg var heldig fra starten, jeg blev nemlig udtaget til at være chauffør, jeg tror, man skulle bruge fem chauffører i et kompagni på ca. 180 mand. Så medens mine kammerater travede og legede flyverskjul til højre og venstre, så gik jeg på kasernen og sørgede for, at min bil altid var i orden. Selvfølgelig skulle jeg lære at skyde, og jeg fik da også mine traveture, fik kravlet rundt i mudder, men 90% af min soldatertid gik dog med at køre bil.

 

Det første halve år lå jeg på Fynsgades kasserne i Ålborg. Det var i træbarakker, så det var rimeligt koldt. Senere blev vi forflyttet til Viborg kasserne. Det var dog kun for en kort tid, for vi skulle være en del af den danske kommando i Tyskland, nærmere bestemt Itzehoe. Det var et halvt år med mange spændende oplevelser. Jeg kørte med skarpladt ammunition i et lille køretøj på larvefødder. Vi oplevede de første tyske soldater, der trænede på de samme områder som os. Vi var den sidste danske kommando i Tyskland. Senere sluttede vi vores soldatertid i Viborg. Jeg betragter min soldatertid som en sund og god oplevelse, også selvom jeg senere, i takt med min modenhed, blev helt klar imod alt militær.











 

Så kom jeg tilbage til Svaneborg igen, dog blev jeg antaget som medhjælper på en anden gård i Vust. Her var jeg i et år, og derefter arbejdede jeg et år på min kammerats maskinstation. Traktorerne havde gjort deres indtog, og efterhånden skete der en naturlig afgang af folk fra landet. Det betød også, at fritiden blev anderledes, efterhånden kunne vi ikke samle et håndboldhold på syv personer. Snart besluttede jeg, at prøve lykken i København.


Jeg har ikke tabt kontakten til Svaneborg, og det er svært at beskrive, hvad de har betydet for mig og min familie, da vi havde allermest brug for hjælp.

Omkring februar, marts måned i 1957 kom jeg så til København, nærmere bestemt Rødovre. Min far boede på Stellavej nr. 10. Far var blevet skilt fra Thilla, der havde fået både Lotte og Anne-Lise med, men det betød ikke, at vi ikke så dem mere. Vi har fulgt dem både som små og også nu, hvor de er voksne og etablerede. Far havde selvfølgelig fået en ny dame, der hed Inger. Hun var både sød og interesseret i, hvordan det gik en. Inger havde en voksen søn, der hed Finn, og vi kom fremover meget godt ud af det med hinanden. Jeg fik et værelse på Stellavej, som jeg betalte 75 kr. om måneden for, så jeg havde ikke travlt med at finde et værelse i byen.

 

Det vigtigste var dog at få fundet noget arbejde. Jeg havde faktisk ikke tænkt over, hvad det skulle være. Far foreslog, at jeg tog ud på B & W. Det var nu ikke lige mig, men jeg stod tidligt op en dag, tog ind til København, hvor jeg gik en tur. Så tog jeg hjem og sagde, at der for tiden ikke var noget arbejde på B & W.

 

En dag sagde min far til mig, hvad med at søge ind i Zoologisk Have! Min første tanke var, at man skulle være noget særligt for at komme i Zoo. Man skulle helt sikkert have en særlig uddannelse for at blive antaget. Tanken om at komme til at arbejde i Zoo lød dog meget interessant, så jeg besluttede mig for at tage derind næste dag.

 

Jeg mødte op i port 3, hvor jeg fik besked på at gå op på kontoret og spørge efter fodermester Olsen. Olsen var en kraftig og rund mand, og han havde tilsyneladende også humor, for da jeg spurgte, efter at have præsenteret mig, om ikke de havde brug for en frisk ung mand, sagde Olsen lige så tørt, jo da! - om jeg kendte sådan en. Når man er lidt nervøs kunne det godt slå en lidt ud, men jeg fik da talt godt for mig og fik besked om, at jeg kunne starte på arbejde den 26. april 1957.


Det var en meget lykkelig ung mand, der skyndte sig hjem til sine forældre for at fortælle den gode nyhed. Jeg havde selvfølgelig fået at vide, at jeg var ansat som ferieafløser, men der var altid mulighed for at blive på grund af afgang eller udvidelser.

 

Den 26. april mødte jeg så på arbejde for første gang. Jeg kan huske, at jeg den første dag kom i Girafhuset. Dengang omfattede Girafhuset både giraffer, søløver, sæler, bjørne, vildsvin og en del fugle. 80% af arbejdet var rengøring, de gamle dyrepassere fodrede dyrene, men de var flinke til at sætte mig ind i alle ting.

 

Zoologisk Have bestod af mange afdelinger, og der var flere forskellige dyrearter i hver afdeling. Som ny dyrepasser kom jeg rundt i alle afdelinger, det var en naturlig ting, at man skulle lære det hele at kende. Mit arbejde bestod som sagt for det meste i at gøre rent, men alligevel følte jeg mig godt tilpas, jeg havde flinke kollegaer og var omgivet af dyr hver dag.

 

I 1957 traf jeg min kone Bente, og det var såmænd også i Zoologisk Have. Jeg stod på trappen til elefanthuset med en kollega, da Bente kom forbi sammen med en veninde. Vi kom med nogle bemærkninger til dem, og det endte med, at vi kom i snak med hinanden. Det hele endte med, at vi blev inviteret på suppe i Roskilde, og resultatet blev, at Bente og jeg nu ret ofte var sammen, og den 6. august 1960 blev vi gift - og vi er stadig lykkeligt gift.









I Zoologisk Have gik livet videre, jeg var glad for at møde på arbejde hver dag, og der skete en masse nyt hver dag. Arbejdstiden var fra kl. 7.00 til kl. 16.00, vi havde kun fri hver sjette week-end, så ind i mellem havde vi fri på hverdage. Zoologisk Have havde, og har, åbent alle dage året rundt, og dyrene skulle jo have noget at spise enten det var jul eller påske. Jeg kom fra landet, så det var ikke noget problem for mig, for der var vi også vandt til at arbejde, hvor andre normalt holder fri. Der var ansat 45 dyrepassere i Zoo, foruden arbejdsmænd, håndværkere, gartnere, kontorfolk og kontrollører, alt i alt ca. 100 ansatte. Om sommeren havde Zoologisk Have åbent til kl. 19.00 om aftenen, så fra normal arbejdstids ophør, og til haven lukkende, var der seks dyrepassere på skift til af få gæsterne ud, og lukke de dyr ind, der ikke kunne være ude om natten.

 

Efterhånden som jeg kom rundt i alle afdelinger, blev det klart for mig, at menneskeaberne var de dyr, som jeg syntes det var mest spændende at arbejde med. Jeg var selvfølgelig ikke i menneskeabehuset hver dag, men dog ret ofte og bl.a. en dag, hvor orangutangen havde født en unge. Af en eller anden grund, ville dyrepasseren have ungen fra moderen, men hun ville ikke slippe den frivilligt, så de måtte bruge vandslangen. Det betød desværre, at ungen døde af det kolde vand, moderen blev også syg og døde få dage efter. Jeg forstod ikke, hvorfor ungen skulle fra, men jeg var lige begyndt, så jeg skulle ikke blande mig. Faderen til ungen, Tarzan, der altid havde været en skikkelig abe, vi kunne gå ind til, vendte helt om. Den blev aggressiv og gal, og det var helt umuligt at komme i nærheden af den. Særlig dyrepasser Kaj Petersen, der forsøgte at få ungen fra moderen, kunne Tarzan ikke lide. Den 31. juli 1967 var Kaj uforsigtig og uopmærksom, da han ville give Tarzan te ved tremmerne. Tarzan fik fat i Kajs hånd, og bed ham meget kraftigt. Kaj ville tage for sig med den anden hånd og blev så også bidt i den. Kaj kom hurtigt på hospitalet, og vi fik meldinger om, at det var meget alvorligt. Den 14. august døde Kaj. Bidene havde været meget slemme, og samtidig er abebid meget farlige. Forskere i Tyskland kalder den Magdeburgvirusen, og der er også forskere, der er døde af den virus. Kajs død var selvfølgelig et chok for os alle i Zoo, alligevel havde vi en fornemmelse af, at det var en slags nemesis. Der skete selvfølgelig ikke noget med Tarzan, han havde ændret sig fra en godmodig orangutang til en vred og aggressiv abe på grund af det, der skete for 10 år siden. Personligt lærte jeg en masse af det og forstod, at dyr også havde følelser.

 

Nogle år senere kom Tarzan til Vestberlins Zoo. I Zoologisk Haves generalplan var der ikke plads til orangutanger, man ville satse på gorillaer og chimpanser. I Berlin blev Tarzan far til to unger med forskellige hunner. Tarzan døde i 1995, han var da 49 år gammel.

 

Der skulle nu en ny førstemand i menneskeabehuset, det foregik efter anciennitet. Dyre-passer Leon Stagholt og Poul Sørensen var ældst i gårde, men ingen af dem ønskede at arbejde med menneskeaber. Det var så min tur. I løbet af de ti år, jeg nu havde været i haven, var jeg rykket frem blandt de forreste, og da jeg blev spurgt, om jeg ville overtage menneskeaberne, sagde jeg med glæde - ja tak. Selvfølgelig var det ikke lige på den måde, jeg havde ønsket, det skulle ske, men Zoologisk Have skulle fungere trods den kedelige ulykke.

 

Så fra at afløse stort set i alle afdelinger, havde jeg nu mit faste arbejde med menneskeaberne. Arbejdet var dog stadig meget rengøring, men der var også tid til at studere aberne, og jeg blev mere og mere fascineret af dem. Chimpanserne var en broget skare med mange hanner og få hunner, så det var meningen, at de skulle skiftes ud. Af gorillaer var der en han, der blev kaldt Peter. Haven havde fået ham af Dr. Albert Schweitzer, og så var der to hunner - Trine og Bongse.

 

Peter var en kraftkarl på over 200 kg, og de kræfter han havde, kunne han godt lide at bruge. En dag rendte han skulderen mod døren, der ellers var ekstra sikret med låse og bolte, men døren sprang alligevel op, og alle tre gorillaer kom helt ud i salen, da de også smadrede vinduerne. Med nødder og vandslange lykkedes det mig og min kollega Arne at få dem ind igen, uden at der skete noget alvorligt, men vi var noget chokeret bagefter. Det hele blev gennemgået, og hvor det var nødvendigt, blev burene mv. forstærket. Da-gen efter fik Arne og jeg på havens generalforsamling hver overrakt en check på 500 kr.

 

I 1970 mistede vi desværre Peter, han fik blindtarmsbetændelse, der gik i bughinden. Da vi ikke mente, at buret var stærkt nok til at få en fuldvoksen hangorilla hjem, besluttede haven, at afhænde de to hunner. De kom til en Zoologisk Have i England. Vi anskaffede os så to nye gorillaer på ca. tre år. Hannen kalde vi Lillebror, og det gør vi den dag i dag, selvom han nu er en fyr på over 200 kg. Han har samtidig fået navnet Samson af en sponsor, og hunnen fik navnet Dalia. Nu håbede vi, at haven på et tidspunkt kunne få gorillaunger.

 

I april 1984 blev den nye abejungle indviet af Prins Henrik, og den 1.11.1985 fødte Dalia en unge. Den fik navnet Goko. Desværre døde Goko på grund af kolibakterier den 28.11.1986. Det var næsten ikke til at bære, men vi håbede, at i løbet af et par år, ville der blive født en ny gorilla, for nu havde de vist, at de kunne få unger. Efterhånden som tiden gik, og der ikke kom nogen ny unge, var vi bange for, at dødsfaldet måske havde betydet, at Samson og Dalia ikke ville få unger mere. Vi besluttede derfor at skifte Dalia ud med en anden hun. Det blev Salome fra Rotterdam Zoologiske Have. Hun ankom den 20.9.1991. Vores Dalia kom til Krefeld Zoo i Holland. Salome var nok ikke det bedste køb, hun havde fået ni unger på ni år, men hun ville ikke selv passe dem. Vi håbede at nye omgivelser ville ændre på det, og samtidig mente vi, at det var meget vigtigt at føre Samsons gener videre.

 

Den 5.3.1993 havde Salome født en unge, da jeg mødte på arbejde. Hun bar den pænt i den ene hånd, ikke ved brystet, som ville være mest naturligt. Det var nu spændende, om hun ville amme ungen, som vi allerede havde givet navnet Effie. Vi sørgede for, at der hele tiden var én, der holdt øje med Salome, men der var stadig ikke tegn på, at hun ville amme den. Hun lagde den ikke fra sig, men bar den stadig i den ene hånd. Til aften besluttede vi at tage Effie fra. 

 

Bente studerer chimpansen og den .......


Dyrlæge Eriksen bedøvede Salome, så jeg kunne gå ind og tage den. Jeg konstaterede, at Salome havde masser af mælk, så jeg lagde Effie til patten, og hun drak en fin portion mælk. Effie blev lagt i en kasse med en varmelampe over, indtil Eriksen havde fået rigget en kuvøse til.

 

Selvfølgelig var havens gæster meget interesseret i at få Effie at se, så vi stillede kuvøsen i aktivitetsburet. Der blev sat fjernsyn op i salen, så alle havde mulighed for, at få ungen at se. Det betød virkelig mange gæster. For os betød det et spændende arbejde med at flaske Effie op, og det var et arbejde, der foregik alle døgnets 24 timer. Jeg fik dyrepasserne Michael og Tim til at hjælpe, så jeg fik etableret en vagtplan for natten. Gæsterne var meget interesseret i at se, når Effie fik mad, så det foregik også i aktivitetsburet, hvor vi sad med hende foran vinduet.

 

Dette stod på i ca. et år, og vi havde ikke på noget tidspunkt problemer med Effie, hverken med sygdomme eller med at få mad i hende, hun voksede helt efter planen. Vi havde fjernet kuvøsen, så Effie havde næsten hele buret til at boltre sig i. Lemmen ind til de store gorillaer var lavet af tremmer, så de kunne se ind til hinanden.

 

Vi besluttede i januar 1994 at forsøge at få Effie ind til Salome, vi var ikke særlig optimistiske, men vi mente, at Salome skulle have en mulighed for at tage Effie til sig. Det blev den 12. januar, vi forsøgte. Salome kom i aktivitetsburet, og jeg lukkede Effie ud til hende. Effie var meget bange, og Salome viste ikke nogen form for interesse for hende, så vi skilte dem ad igen.

 

I 1985 havde Ålborg Zoo udstationeret gorillaen Nelle hos os, hun kunne ikke enes med deres han. Jeg havde hele tiden ment, at der var størst mulighed for at få Effie sammen med Nelle, men mente også, at det var rimeligt, at forsøge med Salome først. Jeg lukkede nu Nelle ind i aktivitetsburet og lukkede så Effie ud til hende. Effie var selvfølgelig bange, men Nelle forsøgte at få fat i Effie, og efter ca. en halv time, sad de og holdt om hinanden. Vi var naturligvis lykkelige for, at Effie nu kunne få en naturlig opvækst hos de andre gorillaer. Selvfølgelig kunne Nelle ikke give Effie mælk, det havde hun jo stadig brug for, men jeg kunne få hende hen til tremmerne, hvor hun så fik sin mælk i sutteflaske. Hun får stadig to flasker hver morgen.

 

Det går også meget fint med hende i flokken, hun leger både med Samson og Dalia, og Nelle er den perfekte mor. Nelle er født i Afrika i 1963, har aldrig selv fået unger, og hun får daglig medicin for et formodet mavesår.

 

I 1971 fik vi skiftet vores chimpanser ud med Trunte, Trine, Tulle og Trold. De kom fra et vestafrikansk reservat, og de var ca. 2 - 3 år gamle. Senere kom Grinni, der var på samme alder, til. Der var ikke den store interesse i hunnerne fra Trolds side, det skyldtes nok, at de var vokset op sammen, så der var et bror - søster forhold. I april - maj 1979 kørte jeg derfor til Ålborg med Trunte, for at få hende parret med deres han, Didrik. Det lykkedes, og efter at jeg havde sovet i abehuset i 1½ måned for at være til stede ved fødslen, nedkom Trunte den 5.8.1979 med en hun. Ungen fik navnet Fiffi, opkaldt efter en af chimpanseforskeren Jane Gouddals aber i Afrika. Min store interesse har altid været fotografering, så ved fødslen havde jeg det hele klar, men jeg var åbenbart alt for nervøs til at få taget nogen billeder. Det var trods alt den første menneskeabe fødsel i Zoologisk Have.

 

Trold viste stadig ingen interesse for nogen af hunnerne, så han kom til en anden Zoologisk Have, jeg ikke husker navnet på. Vi ville så prøve at sende Grinni til Ålborg, for at se om hun også kunne blive parret der. Jeg skulle selv køre op med hende, men det var umuligt at få hende i en kasse, så jeg satte hende i bilen ved siden af mig selv, og så kørte vi til Ålborg. Grinni blev ikke gravid og er aldrig blevet det. Den 8.6.1984 fik vi en ny han, det var Jimmy fra Mynster Zoo, han var da ti år gammel.

 

Den 2.10.1985 blev han far til Truntes anden unge, der fik navnet Flint, også opkaldt efter Janes aber. Jeg brugte nu graviditetstest for at påvise graviditeten. Det er den samme, som kvinder bruger, så jeg vidste altid, hvornår de ca. skulle nedkomme. Jeg kunne også se, når Trunte fik veer, så lukkede jeg hende ud i aktivitetsburet, så hun kunne få fred og ro for de andre aber. Jeg stillede så foto og video op, og var ved den hele tiden. Jeg har da også fået nogle rimelig gode optagelser af fødsler. Trunte har yderligere fået ungen Mike den 15.1.1989 og Giggi den 22.10.1992. Giggi er meget lille af sin alder, så det er nok grunden til, at Trunte ikke har fået flere unger. Grinni og Trine har ikke fået nogen unger. Den 28.4.1983 fik vi Baraka fra Basel Zoo, hun var født den 2.1.1979. Hun fik en unge den 29.8.1987, den fik navnet Miff. Desværre skabte Baraka en del uro i flokken, der for det meste gik ud over hannen Jimmy. Derfor besluttede vi os til at skille os af med Baraka. Vi fandt en Zoologisk Have i Frankrig nær Paris, der godt ville have hende, og vi var så heldige, at de også ville have Flint med. Den var som han også begyndt at skabe problemer i forhold til Jimmy, og det er faktisk umuligt at komme af med hanner. Mike, der snart er 9 år, har skabt problemer, som har betydet, at vi har måttet lukke ham af fra flokken. Odense Zoologiske Have har lovet at tage ham til næste år, ellers havde vi været nødt til at aflive ham. Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg slipper for det, menneskeaber er i vores øjne faktisk ikke dyr.

 

For mig er hver dag en oplevelse at få lov til at være sammen med gorillaerne og chimpanserne. Jeg har et meget fint forhold til dem, chimpanserne kan jeg gå ind til, og særlig Trunte viser en meget stor hengivenhed overfor mig. Den sidder altid og ser mig dybt i øjnene og kan slet ikke tåle, at min kone er inde i haven hos mig. Det viser nok hvor tæt, de er på os, og hvor menneskelige de er, når de på den måde falder for os. De andre chimpanser er også meget glade for mig, men dog ikke på samme måde som Trunte, og det er nok fordi, jeg er en mand. Et lille sidespring - Jytte, der passer chimpanserne i Herning mini Zoo, kan ikke vise sig hos dem med sin mand, uden at hannen viser jalousi.












 













Jeg havde selv et tilfælde med gorillaerne. En pige - Mie - der tit kom hos mig i abeburet, var meget fascineret af gorillaerne, tilsyneladende var Samson også meget tiltrukket af hende, han fulgte hende, hvor hun stod foran buret. En dag stod vi på baggangen og ventede på, at jeg skulle ind og fodre dem. Mie havde en fotograf med, og medens vi stod og ventede, tog han nogle billeder af Mie og mig. Jeg lagde intetanende armen om Mie uden at vide, hvad det kom til at betyde. Klokken blev 11.30, hvor jeg skulle fodre, og der stod mange gæster foran buret. Jeg tog foderbakken og lukkede op for at komme ind og fodre. Jeg var kun lige kommet ind i buret, da Samson kom farende, tog fat i mig og jeg røg selvfølgelig lige i gulvet. Nu kom Dalia farende over mig og bed mig i armen og det ene ben. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det ville jeg ikke slippe godt fra. Jeg kunne skimte Samson, der gik rundt med min ene træsko i munden. Jeg kom på benene og kom selv ud af døren, som jeg fik låst grundigt efter mig. Mie og fotografen var rendt efter hjælp, og ambulancen var der faktisk, da jeg kom ud af buret. Jeg måtte ligge otte dage på hospitalet, og havde derefter sygeplejerske derhjemme dagligt i tre uger.





















Jeg var på ingen måder meget tilredt, men den farlige virus, jeg før har omtalt, gjorde, at jeg blev holdt under opsyn.

Hvorfor skete det så? Jeg mener helt klart selv, at Samson ville fortælle mig at Mie, det var hans pige, så jeg havde bare at holde fingrene for mig selv. Når det er min konklusion, er det fordi, Samson reelt ikke gjorde andet end at skubbe mig omkuld i buret, og det er svært at blive stående på benene, når et dyr på over 200 kg river i en. Havde Samson andre motiver, var jeg nok aldrig kommet levende ud. Samson og jeg er stadig gode venner. Mie kommer stadig engang imellem og ser hvordan det går. Hun bor nu i Portugal, men Samson er lige interesseret i hende, når hun kommer. Jeg går selvfølgelig ikke ind til ham i dag, vi skal på ingen måde udsætte os for nogen risiko, men det fortæller noget om aberne. Da jeg startede med at passe menneskeaber i Zoo, var den almindelige mening, at for eks. chimpansernes intelligens var som et barns på 3 - 4 år. Jeg tror, at hvis vi virkelig var klar over deres intelligens, så ville vi ikke være bekendt at holde dem indespærret, men gøre meget mere for, at de kunne få fred i naturen.


Jeg kunne nok fylde den ene side efter den anden med oplevelser sammen med disse dyr, som jeg er blevet beskåret at passe. De gode oplevelser har helt klart været i overtal, ikke mindst fødslerne var en stor glæde. Effie - som jeg fik lov til at flaske op, og at det gik så godt, var en meget spændende oplevelse. Jeg så her mange lighedstegn til vores egne børn, og jeg opfattede det som mit svendestykke i Zoologisk Have.









Engang var der fast tur i haven med chimpanserne og ofte 
deltagelse i aftenprogrammerne i TV !















 

Der er en enkelt ting omkring chimpanserne, jeg ikke vil glemme her. Da Grinni var mindre, havde jeg mange aktiviteter med hende. Hun kom i fjernsynet, og jeg malede med hende. Det var på grund af en maleriudstilling i England, her kunne kunstnerne sende deres malerier til udstillingen med en lukket kuvert, der fortalte, hvem der havde malet det. Denne kuvert blev ikke åbnet før maleriet var bedømt. Det viste sig så, at nr. 3 var et chimpansemaleri. Hvordan man forklarede det, ved jeg ikke, men vores zoolog dr. Poulsen, syntes at vi skulle prøve med vores chimpanser, og Grinni var da også meget villig til det. Når der blev holdt børnefødselsdage på restauranten, var Grinni lige oppe og sige tillykke. Her fik jeg den ekstra oplevelse, at prinserne Frederik og Joachim holdt en fødselsdag på Zoo´s restaurant, og her var jeg så oppe med Grinni. Det var omkring 1976-77, og prinserne tog det som en sjov oplevelse.

 

Selvfølgelig har jeg beskæftiget mig med meget andet i Zoo, end med at passe mine aber. Jeg er for tiden tillidsmand for mine kollegaer. Jeg er med i bestyrelsen i Zoo, som medarbejdervalgt medlem. Jeg har været med til af få en E.F.G. uddannelse til dyrepasser op at stå, så det nu tager 3 år og 8 måneder at blive dyrepasser. Jeg har selv holdt min kunnen ved lige med kurser og lignende. Zoologisk Have har også gennemgået store strukturændringer, nogle har været både rimelige og nødvendige. Ledelsesstrukturen er nok der, hvor de største forandringer er sket. Man er gået fra en ledelse med en rimelig praktisk erfaring, til en ledelse udelukkende bestående af zoologer, og det giver nogle sammenstød ind imellem, og jeg tror personligt heller ikke, at det holder i længden.



Det sidste år har jeg siddet i et arbejdsudvalg sammen med dyrepassere fra de andre zoologiske haver og dyreparker i landet. Formålet har været, at få alle dyrepassere samlet i ét forbund, nemlig SID. Dyrepasserne i Odense Zoo og Københavns Zoo er for tiden organiseret i Dansk El-Forbund, og det lyder jo tosset i manges ører. I København har vi i næsten 60 år været medlem af Vagtfunktionærernes Fagforening under Dansk Funktionærforbund. Vagtfunktionærerne gik på et tidspunkt i strejke på grund af en faglig strid om en overenskomst, det medførte at Dansk Funktionærforbund i stedet for at støtte med sympatikonflikter - smækkede kassen i. Strejken, der løb i et par måneder, fik ikke nogen som helst betydning for de strejkendes lønforhold. Grunden til at de strejkende ikke fik den fornødne hjælp fra forbundet, mener jeg, var at de strejkende for en stor del bl.a. var kustoder på vores museer. Det var jo ikke særligt samfundsskadeligt, at der var nogle museer, der var lukkede i en periode. Alt det betød, at Vagtfunktionærernes fagforening besluttede at træde ud af Dansk Funktionærforbund. Dette medførte at først Landsretten og senere Højesteret erklærede, at det var ulovligt, at vi trak os ud af Dansk Funktionærforbund. Det blev også erklæret, at det var ulovligt, at Dansk Funktionærforbund ved ikke at støtte strejken, greb ind i Vagtfunktionærernes overenskomster. Man fastholdt imidlertid beslutningen om at træde ud, og vi fik navnet Dansk Vagt Forbund. Vi blev herefter betragtet som en "gul fagforening". På et tidspunkt tilbød Dansk El-Forbund os, at vi kunne blive optaget hos dem, og det er vi så i øjeblikket under navnet Dansk Vagt Forbund. Problemerne var dog langt fra slut for Dansk Vagt Forbund. På et møde i arbejdsretten i foråret blev Dansk Vagt Forbund dømt til at betale Dansk Funktionærforbund 250.000 kr. i bod, og man kunne ikke få ret til at tegne overenskomster på de arbejdspladser, hvor man havde medlemmer.


Dyrepasserne i Odense og København havde i sin tid ikke været involveret i strejken, vi har faktisk kun været loyale overfor den fagforening, vi var i.

 

Når vi så i dag ønsker at komme i SID, har det ikke noget med den sag at gøre, men kun et ønske om at være med til at samle alle dyrepassere i Danmark i samme forbund. Så kan vi sammen kæmpe for gode løn og arbejdsforhold, men også hæve vores standard ved kurser osv. Vi er i dag så langt fremme med forhandlingerne, at en overflytning vil ske den 1. januar 1998.

 

Til november er jeg 64 år, og har dermed kun tre år tilbage i Zoo, til jeg skal pensioneres. Jeg har da også allerede spekuleret på, hvordan det er fra den ene dag til den anden, at skulle undvære den daglige omgang med disse dyr. Jeg vil selvfølgelig få adgangskort til Zoologisk Have, men jeg tror aldrig, det bliver det samme at stå uden for vinduerne og kigge ind til aberne. Jeg er dog sikker på, at de vil sidde lige foran mig og måske tænke, hvorfor kommer han aldrig mere for at give os mad?


Jeg har selvfølgelig i de mange år også haft min fritid, og den har altid været godt besat, en del af tiden med bl. andet politik. Første gang jeg havde valgret, var medens jeg var hos Svaneborg i Vust, her stemte jeg på Retsforbundet. Det var ikke fordi jeg havde særlig megen forstand på det, men mere på grund af Svaneborgs megen snakken om politik, og ikke mindst om Retsforbundets jordpolitik. Da jeg kom til København, nærmere bestemt Rødovre, blev min interesse for politik større. Min far var på det tidspunkt kommunist, det skyldes højst sandsynligt de trængsler, han havde haft, mens jeg var barn i trediverne. Han har aldrig forsøgt at påvirke os med sine politiske meninger, men alligevel var vi pludselig medlem af samme parti. Da Aksel Larsen gik fra Kommunistpartiet og dannede SF, gik min far også til SF, og jeg der altid havde haft megen sympati og respekt for Aksel Larsen stemte også på SF, da de første gang stillede op til et valg.


Min interesse for politik blev så stor, at jeg snart sad i bestyrelsen i SF i Rødovre, og det blev blandt andet sammen med min far. Min mission blev arbejde og atter arbejde, men ikke altid af det mest interessante, nej - jeg rendte på trapper med valgmateriale, og andet der kunne være med til at give SF vind i sejlene. Min far blev valgt ind i kommunalbestyrelsen som nr. 1 på SF-listen. Jeg kan ikke huske de rigtige datoer, men det må have været først i tresserne, og far sad der til først i halvfjerdserne. Min far blev i den periode også valgt til at være medforfatter af bogen om Rødovre 1901-1976.

 

Jeg blev selv opstillet som nr. 5 på SF listen ved kommunevalget i 1974, men så meget i vælten var SF dog ikke, så det gav valg. Det var på samme tid, jeg havde mange aktiviteter med aberne i Zoo, så Rødovre Posten konstaterede, at jeg ikke turde tage chimpansen Trunte med til valgmøderne, da jeg nok var bange for, at hun ville stjæle alle stemmerne. Jeg nåede dog at blive vurderingsmand, men kun i kort tid, da vi flyttede til Ishøj. Jeg holdt helt op med politik, nu drejede det sig om familien og vores mange gode venner.

 

Mit liv har dog også været andet end arbejde og politik, jeg har en dejlig, stor familie, som jeg har meget kontakt med.

 

Den 6. august 1960 blev jeg gift med Bente. Bente er født den 25.6.1943, så hun var kun 17 år, da vi blev gift, så det krævede, at vi fik kongebrev. Vi blev viet i Sankt Jørgens-bjerg Kirke i Roskilde, hvor Bente både var blevet døbt og konfirmeret. I dag har vi været gift i 37 år. Den 3. januar 1961 fik vi en datter, hun hedder Diana Brok. Bente havde ønsket at føde ambulant, så det foregik på en klinik i Valby, og Bente var hjemme igen ca. 2½ time efter fødslen. Vi boede på Valhøjs Alle i Rødovre. Den 2. august 1964 fik vi en søn, han hedder Dennis Brok, han blev født på samme klinik, og begge var igen hjemme indenfor 3 timer. Så fik vi en større lejlighed på Brandholms Alle, og senere flyttede vi ind i et rækkehus på Hvidsværmervej i Islev - også i Rødovre. I 1975 købte vi et rækkehus i Ishøj, og her boede vi i 12 år.


Min ældste søster Rita Rigmor har jeg altid været mest knyttet til. Hun blev som ung pige gift med Poul Hansen. De har altid boet i Smidstrup ved Gilleleje. I mange år drev de sammen en købmandsforretning i Smidstrup. Det var en forretning, de overtog efter Pouls far. Nu er forretningen revet ned, og de er på folkepension.

 

Min far havde i øvrigt været gift en kort tid før giftermålet med min mor. De fik en dreng ved navn Arne, men herefter blev ægteskabet opløst. Alle vi søskende og vore ægtefæller mødte Arne kort efter, at vores far var død i 1979, men vi fik ikke skabt nogen fast kontakt til ham.

 

Vores søn Dennis ville gerne være dyrepasser, så han begyndte på dyrepasseruddannelsen, der varer 3 år og 8 måneder. Han kom i praktik indenfor staten. Efter endt uddannelse blev han driftsleder på en minkfarm i Nordsjælland. I dag er han ansat på Landohøjskolen. Han er i dag forlovet med Pia, der har to børn på 5 og 6 år. Pia og Dennis har selv fået en søn, han blev født den 28. april, hvor jeg havde reception i hjemmet i anledning af mit jubilæum. Vi fik da også lov til at forlade gæsterne et par timer for at komme på Glostrup sygehus, og se Dennis´ første barn, der i øvrigt kom til at hedde Magnus.

 

Diana havde forskellige jobs. Hun begyndte på en sygeplejeruddannelse, men på grund af sygdom kunne hun ikke fuldføre. Hun blev gift med Hans Christian Hansen fra Kattinge i Lejre. I september 1987 besluttede vi sammen at købe en ejendom i Kattinge, der var 8 tønder land til, og huset lå i et fredet, naturskønt område. Diana og Hans havde fået en datter - Christina den 7. september 1985, og hun gik nu og ventede barn nr. to. På vej hjem fra Svogerslev, hvor Diana, Bente og Christina havde været oppe at handle, kom de ud for en trafikulykke. I et sving på de smalle veje i Kattinge kørte de mod en modkørende bil. Diana, der kørte, sad fastklemt i bilen i tre kvarter. Diana var  7½ måned henne. På Roskilde amtssygehus konstaterede man, at moderkagen havde revet sig løs ved sammenstødet, og det betød, at barnet skulle ud med det samme. Det skete ved kejsersnit, og Diana fik en datter til.

 

Efter at fødslen var overstået, blev barnet overført til Rigshospitalet, hvor det blev lagt i respirator. Moderkagens løsrivelse havde betydet, at barnet havde været uden blod kort tid. Diana havde besluttet, at hun ikke ville se barnet, da man ikke gav store håb om, at det ville overleve. På et tidspunkt ringede de fra Rigshospitalet, de ville gerne have et navn til barnet, den lille pige fik navnet Mia Brok Hansen. Vi tog det faktisk, som om der ikke var noget at gøre, men det viste sig senere, at det mere var, fordi sygeplejerne på afdelingen brugte navne til børnene. I løbet af et par dage fik vi så at vide, at den værste krise var overstået. Mia skulle nok overleve. Vi skulle selvfølgelig så ind og se til hende.


Det var meget bevægende, at komme ind på en afdeling, hvor der lå mange nyfødte børn i respirator. Det var utroligt at se, hvor små mange af børnene var - helt ned til 5-600 g. Mia var faktisk et af de største børn på afdelingen. Hun vejede ca. 2.600 g. Lægerne sagde godt nok, at størrelsen ikke var afgørende for, at man klarede den.

 

Men Mia klarede den heldigvis, og efter 12 dage kom hun ud af respiratoren og blev overflyttet  til Roskilde Sygehus, hvor hun var indlagt sammen med Diana i kort tid. Efterhånden som Mia voksede op, viste det sig, at hun havde fået en mindre hjerneskade, uden tvivl på grund af problemerne omkring hendes fødsel. Hun er i dag erklæret M.D.B. barn, det vil sige, at Mia har korttids hukommelse, og at hun er hyperaktiv. Mia har haft støttepædagog lige siden, hun begyndte i børnehaven. Da hun skulle begynde i skolen, blev det i Viby, hvor hun går i en specialklasse. De er kun fem elever med to lærere, og i fritidshjemmet har hun stadig støttepædagog.

 

Mia blev hver dag hentet af en skolebus kl. 6.30 i Kattinge, hvor vi boede. Hun kørte så rundt i bussen i 1½ time, hvor de samlede andre børn op, inden man nåede Peter Syv Skolen i Viby. Vi tog så den beslutning at sælge huset i Kattinge, så vi kunne flytte til Viby. Vi ville ikke byde Mia, at hun skulle så tidligt op hver dag. Så den 1.3.1997 flyttede vi. Diana og Hans købte et lille landsted. Hans ville gerne have lidt jord at rode med i sin fritid. Bente og jeg købte et hus, der passede til to personer. Mia har nu 5 minutter til skolen. Hun bliver stadig hentet af skolebussen, men er nu den sidste, der står på. Vi bor kun 500 meter fra hinanden, så vi har stadig børnebørnene tæt på, og det er Bente og jeg meget glade for. Mia er i dag 9 år, og er en meget frisk og intelligent pige, men vi skal passe på hende, for hun er ikke god til at finde rundt, og da hun samtidig er hyperaktiv, så er der altid gang i hende. Hendes storesøster Christina er nu 12 år.

 

Ved bilulykken fik Bente, der forsøgte at beskytte Christina, skader på ryggen og nakken. Hun har en diskusprolaps i nakken. Den kan der ikke opereres for, da det er for risikabelt. Der er også en begyndende diskusprolaps længere nede i ryggen. Det volder tit store smerter for Bente.

 

Diana havde inden bilulykken fået konstateret fibromyalgi, denne sygdom, som ikke er anerkendt som pensionsgivende, kan ved voldsomme og pludselige oplevelser blive meget forstærket. Kommunen vil i dag hjælpe Diana med at få et skånejob, og for at gøre det hele færdigt, så har Hans fået ødelagt sit ene knæ, det er nu sat sammen med skruer og søm. Hans passer sit arbejde i Lejre kommune og derhjemme, men der er stor risiko for, at han en dag skal have et nyt knæ.

 

Min kone Bente Lene Andersen er datter af Anni og Kaj Andersen. De boede på Møllehusvej i Roskilde. Anni arbejdede i lang tid på Sankt Hans i køkkenet og Kaj var graver på Sankt Jørgensbjerg Kirkegård. Bente har to brødre - Keld og Henning. De lider begge af den frygtede sygdom - muskelsvind, og sidder begge i dag i kørestol. Keld bliver passet af sin mor, men har en gang om ugen én, der kommer og bader ham. De bor i dag i Egely i Roskilde. Henning er gift og har været det tre gange. Han har fire børn og ingen af dem har heldigvis fået muskelsvind. Hennings nuværende kone - Marianne har haft børnelammelse som barn. Hun kan komme rundt ved egen hjælp, men bruger for det meste kørestol. Henning kan kun komme rundt i kørestol, men heldigvis har de en invalidebil. Som sagt har ingen af Hennings børn muskelsvind, men de er bærere af sygdommen, som kun rammer drengebørn.

 

I det hele taget er Bentes familie hårdt ramt af denne sygdom. Bentes to mostre har begge børn, der er syge, og begge har mistet en søn i meget tidlig alder. Den ene moster har en datter, der har fået en søn, som har muskelsvind. Hennings datter Susette er bærer af sygdommen, men vil dog gerne have børn. Hun er nu gravid, og scanningen har vist, at det er en datter, hun får, så der er ingen problemer. Havde det været en dreng, kan man efter 12 uger konstatere om barnet har muskelsvind, og er det tilfældet, kan man fremkalde abort. Det er nok den eneste måde man kan begrænse sygdommen på. Bente er heldigvis ikke bærer af sygdommen.

 

Det er måske helt forkert at trætte med alt den elendighed, men det er noget, der har haft stor betydning for mig og stadig har det. Det betyder samtidig, at vi har et stort sammenhold, og vi hjælper altid hinanden. Jeg er selv blevet forskånet for sygdomme og er i dag stadig aktiv på arbejdet og i fritiden.

 

I vores ferier har vi altid rejst meget, mange gange har vi været 14 til 15 stykker af sted til syden, det var rigtige dejlige afslapningsferier. I 1996 var vi med et par venner på Cuba, og det var en stor oplevelse. Der blev gjort utroligt meget for turisterne, hotellerne var overdådige med flot mad og en utrolig fin betjening. Befolkningen var meget søde, men det var utroligt så fattige de var, og der var ikke noget for dem at købe, hvis de havde penge. De kunne købe et stykke sæbe om måneden og en skjorte om året. Alligevel var de, ihvertfald på overfladen, glade mennesker. Vi var rundt og se landet, der var meget forfaldent, og jeg var bl.a. ude at bade i Svinebugten.

 

I januar i år var vi med de samme venner på Venezuela. Her var vi på en 6 dages rundtur på fastlandet. Bl.a. var vi 2 dage på et naturreservat med millioner af fugle, ca. 20.000 krokodiller, flodsvin i tusindvis. Vi så den store anakonda, aber og meget andet, det var en utrolig oplevelse.

 

Vi er også meget glade for at rejse med vores børnebørn, det bliver både til syden, men også til badelandet Lalandia, her er de glade for at være. I august i år var vi i Disneyland i Paris med alle 5 børnebørn og vores datter, søn og svigerdatter. Det var femte gang , vi var der, og det bliver nok ikke sidste gang.

 

 

 








 


Jeg syntes selv, at jeg har været meget heldig med mit liv indtil nu, jeg har en familie, jeg elsker og holder meget af. Jeg har mange værdifulde venner, som også er med til at berige mit liv. Mine kollegaer har altid været hjælpsomme og skønne at være sammen med dagligt. Og sidst men ikke mindst har der været mit arbejde med aberne i Zoologisk Have.

 

Jeg håber ikke, at jeg er gået for vidt med mine skriverier, der er ingen hemmeligheder i det skrevne, og jeg håber, at jeg har ramt de ønsker og intentioner, I har med en sådan levnedsberetning. Jeg er samtidig meget beæret over den kongelige belønningsmedalje, som jeg modtog den 28. april 1997.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Aage Benny Michael Brok

 

 


ALH: Uploadet igen inkl. foto 4.9.2013, 27.11.2013 og 19.3.2023