Spanager
Bogen om grus
en kærlig erindringsbog
fra din hustru Anne-Lise
i anledning af din 50 års fødselsdag, og 25-års jubilæum i Spanager Grusgrav den 1. maj 1995
Kapitel I
Mormor
og
"Granhøj-Høj" grusgrav
Flemming blev født "til grus" den 14. oktober 1944 i den grønne stue på "Gran-Høj". Huset på toppen af Køge Ås.
Men lad os høre lidt historie først!
Store landområder på jorden har fra tid til anden været dækket af is. For ca. 12.000 år siden smeltede isen sidste gang bort fra Danmark.
Under den sidste istid er Køge Ås dannet, den strækker sig fra Køge og næsten til Ringsted. Der er således ført materialer fra både Norge og Sverige herned, hvor det er aflejret. Smukke sten finder vi med Corderit i gnejs fra Hallandsåsen, og Øjegnejs-granit fra Øland.
Mange forskellige forsteninger har vi fundet, blæksprutter - søpindsvin - kuglesten. Det fineste, der er fundet, er selvfølgelig RAVKLUMPEN, den fandt mormor i 40-erne. Den har været ca. 10x8x5 cm stor og vejet ca. 200 gr., nu er der kun knap den halve tilbage, for mormor fik selvfølgelig lavet smukke hængesmykker til sine fem døtre.
I mange år har der været talrige besøg fra nye og "gamle" geologer fra Københavns Universitet. J.P. Jensen fik således i 1988 en afhandling om Spanager Grusgrav offentliggjort i et internationalt tidsskrift.
Han fremførte den konklusion, at der sandsynligvis havde været varme kilder her, ligesom på Island, idet gruslagene flere steder "drejede af og steg brat opad".
En meget sjovere forklaring på åsen findes fra gamle folkesagn. Naboen Kresten An`sen kunne denne: En gammel kone gik fra stranden mod vest. Hun havde samlet sand og sten i sit forklæde. Desværre gik der hul på forklædet og alt dryssede ud. Som vor tidligere præst Fønss-Jørgensen også fortæller:
Af det første drys blev Ølby ås dannet, dernæst Glentehøj ved Lille Salby, så Vittenbjergbakken ved Ejby (og vores) og endelig hele det bakkedrag, som strækker sig vestpå til Humleore. Ved Regnemark blev hun så gal, at hun dér smed resten af sandet, og af det blev Regnemarks bakke dannet!
Lidt om ejendommens historie!
I forbindelse med udstykningen af Spanager Hovedgård i 1923 til en række statshusmandsbrug, blev også matr. nr. 1-c, Spanagervej 6, udstykket. Spanager Hovedgård var det tidligere enkesæde for Giesegård Stamhus.
Kresten kunne fortælle om en gammel overlevering: I gamle dage var der anlagt en kørevej til Spanager, som gik noget nordligere end den nuværende vej - opad og på selve åsen. Når enken var utidig - havde migræne - blev der spændt en hest for en lille tohjulet vogn, og så gik det over stok og sten, frem og tilbage på grusvejen, op og ned er det gået, mon det dog har hjulpet på hovedpinen?
Der var ikke den store interesse for 1-c, arealet var på ca. 4,4 ha , en meget høj bakke, der bestod af grus og sten. Umiddelbart ville man ikke som på statshusmandsbrugene kunne forsørge en familie herfra. Ejendommen blev således heller ikke solgt, som statshusmandsbrug med afdragsfrit statslån til opførelse af bolig, som de øvrige ejendomme.
Husejer Martinus Emanuel Paarup opførte huset, der var på to etager, der blev bygget hønsehus og brændeskur. Senere kom garage og kyllingehus til. Han lånte i "Kreditforeningen af Ejere af mindre Ejendomme paa Landet i Østifterne" - den 23. marts 1925 - 8.000 kr. til husets opførelse.
Den 14.5.1925 får ejendommen navnet "Gran-Høj", og dette tinglyses.
Paarup, der også var murermester, har formodentlig udgravet og solgt en del materialer fra den østlige grusgrav. Evt. til byggeri han selv stod for. Senere bliver Paarup kroejer på Yderholm Kro, og ejendommen overtages af vognmand Henriksen.
Lørdag den 23. oktober 1937 overtager Karen og Søren Jørgensen ejendommen efter en tvangsauktion til en pris af 16.000 kr.
Familien, der kommer fra det tidligere aftægtshus for gården Bederne i Valløby (Karens forældres) flytter ind med fire små piger. Yrsa, Ruth, Anni, Lisbeth og året efter fødes Ulla.
Ejendommen var et spændende sted for familien. Hele grundarealet var én lang bakke. Først var der en lille indkørsel ved siden af naboen Signe og Kresten Andersen, her var der gravet en del grus ud, som man mente var hentet af bønderne fra området, samt solgt af Paarup og Henriksen. Åsen steg brat, formodentlig op mod 50 m. På det højeste punkt var vores del af åsen højere end pladsen, hvorpå aftægtshuset for Vittenbjerggård ligger. På toppen var selve åsen kun ca. 3 m bred, og til begge sider gik det stejlt ned mod henholdsvis vejen mod syd og naboens marker mod nord.
Derefter lå huset højt på bakken, dengang var det hvidt, og man var startet på at etablere haver ned mod vejen. Haven var dog meget forfalden, og der var kørt med cykler og vogne nedover haverne og rundt om huset, man havde kørt så tæt på huset, at et hjørne på trappen, ved havedøren, var slået af. Det blev et stort arbejde for især mormor, men snart blev det en meget smuk have med terrasser og de klippede rødtjørne. Mod vejen blev der opsat et smedejernshegn med dobbelt låge. Det var brugte hegn fra Istedgade. Mormor glemte aldrig, da vi omkring 1950-erne fik en ny ung præst, Fønss-Jørgensen. Han kom på besøg, ikke af den sædvanlige vej op til huset, næh han sprang højt over dette hegn, fløjtende den sidste døgnmelodi!
Til begge sider blev der etableret nyttehaver, godt skjult af en høj hæk af grantræer. Senere blev disse skiftet ud med hybenroser øst for huset og skiftende syren og guldregn vest for huset, smukt er det, når de blomstrer om foråret. Huset blev snart malet gult og navnet "Gran-Høj" stod flot i sort på østgavlen.
Længere mod vest, på den anden side af adgangsvejen for naboerne mod nord, var der først et lidt fladt stykke, hvorefter åsen igen hævede sig højt op. Det højeste areal var dækket af kratskov. Det sidste stykke mod vest fladede nærmest ud mod Højmark, derefter startede åsen faktisk først igen ved Regnemark. Mod nord faldt åsen brat mod nabogrunden - en næsten helt flad mark. Her var herlige muligheder for leg, bygning af huler, kælkning om vinteren osv.
Den smukkeste udsigt havde man fra de høje bakker, man kunne se viden om. Det fortælles at en af stamherrerne fra Giesegård her havde bygget et udsigtstårn. Fra dette kunne han se ud over hele sin ejendom!
Så åbnes "Gran-Høj" grusgrav:
Før krigen startede Søren Jørgensen (morfar) grusgrav fra den østlige side, denne blev kaldt "Gran-Høj" grusgrav. De første år skete salget ved, at man aftalte en pris, hvorefter vognmændene selv måtte afhente og læsse det uharpede materiale. Fra foråret 1939 begyndte mormor i en alder af 42 år og med 5 små piger, at arbejde i grusgraven. Ulla var bare ½ år!
Det var et helt umenneskeligt hårdt arbejde - alt foregik ved håndkraft. En del af gruset blev nu harpet på stangsold. Soldet blev sat i nærheden af brinken, og man kastede gruset igennem, gerne med en stor kornskovl. Når bunken efterhånden nåede op til soldet, blev stenene læssset med en stor stengreb og kørt væk i en trillebør af træ med jernhjul, hen til stenbunken. Soldet blev flyttet et stykke, og de små bunker harpet grus kunne nu læsses på vognene. Og så startede man forfra !
Mormors skovl, stengreb samt trillebør - nu med gummihjul !
Mormor får et velfortjenst hvil
Flemming prøver kræfter ved trillebøren, bagved ses de mange toppede bunker der er "sendt" gennem stangsoldet.
På et tidspunkt forlangte mormor, at morfar godt kunne tage "en hånd" med, inden han kørte til Køge for at åbne sin møbelforretning i Brogade 19. Til alles morskab stillede han i grusgraven iført spidsbukser og flipskjorte, samt nypudsede, langskaftede læderstøvler. Han hersede og regerede, pustede og stønnede mens sveden drev. Mormor arbejdede støt og roligt, men kunne ikke klare at høre på morfar, så efter en uge, bad hun ham holde op!
Mormor skulle have hjælp af Victor, men det gik ikke. Helt anderledes hjælp havde hun af Alfred, sønnen fra møllen i Vemmedrup, han var en lille grimrian, men sød og rar og meget flittig. Han var på kost hos mormor, og pigerne husker endnu, hvordan han kunne spise gloende varm havregrød. Ofte gav han sig tid til at lege med pigerne, der var intet som en herlig sneboldkamp. Om vinteren skulle hvert hus stille med en mand til snerydning, her tog Alfred også fat.
Bag huset - oppe på toppen stod den store vandbeholder. Man havde en almindelig el-pumpe til brønden, og af og til fyldte man så op i vandbeholderen. På gr.af højdeforskellen kunne det løbe til hanerne i huset. Pigerne skulle være med til mange forskellige sysler, men ingen brød sig om at rense denne store beholder, den blev slimet og fedtet af det rustrøde okker. Når det var vinter, frøs den til. Så måtte man af sted til Kresten An´sen med kælken - herpå stod mælkejungen og baljen. Derefter kom det hårde arbejde med at trække kælken op af bakken til huset ude at spilde alt for meget. Den samme elmotor blev brugt i grusgraven, den blev slæbt utallige gange op og ned.
Men som sagt, Alfred var jo mest med i grusgraven. Der blev solgt grus til at anlægge den "nye" Køge-Ringsted landevej, og snart leveredes der specielt fint grus til bygningen af beskyttelsesrummene i Køge. Der var foretaget styrkeprøve af materialerne fra hele Sjælland, og mormor var meget stolt over, at hendes grus var det bedste. Anni mener, at kravet var et tryk på max. 30 t, mormors kunne klare 32 t. Det blev der snakket meget om.
På et tidspunkt lå der en flygtningelejr på marken, hvor nu gymnasiet i Køge ligger. Herfra kom der estere, lettere og tjekkere for at hente materiale til lejren. Disse flygtninge måtte man absolut ikke tage kontakt med, og mormor fik at vide, at man end ikke måtte tale med dem. "Det kan da også være lige meget, vi forstår jo ikke hvad de siger: sagde mormor"!
Da Anni var 12-13 år i 1942 måtte hun arbejde i grusgraven efter skoletid, Kresten arbejdede om formiddagen - ja, og mormor hele dagen! Da Anni var færdig med folkeskolen, arbejdede hun i flere år fuldtids i grusgraven. Der var nu mange kunder, og det kneb med at følge med, og der var først fyraften, når der var oparbejdet et lager, dvs. en stor bunke på ca. 4- 5 m3 , så var der noget at tage af næste morgen. Men ellers var man sikker på, det gik mod fyraften, når man hørte Mine Glem´s (Ludvigs kone) skingre stemme: "Poul så syyyyyysler viiiiii ............. (Der skulle malkes).
Mange sjove kunder kom ofte i grusgraven, og pigerne var hurtige til at give dem øgenavne. Sjovest havde de med vognmand Hans Pæ´sen fra Hårlev og hans sønner, og Løgne Ni´lens søn Poul Smat, ..... jamen hvad de dog kaldte dem! Udover at drille og småpjatte med chaufførerne, havde de ind imellem et givtigt salg af koldt saftevand eller æbler.
Der var "Den sure citron i skrammelkassen", han kom fra Stensberg - Køge Cementstøberi, det var da vognene under krigen kørte med generator. Pigerne husker endnu de osende generatorer. Der blev renset i røret - op - og ned, op - og ned. Bøgestykkerne raslede ned og ventilen sagde: klik - klik - klik - klik... Påfyldningen skete tit, inden der blev læsset grus, så generatoren kunne stå og danne gas til den videre kørsel. Det stank ulideligt, især i sommervarmen. Mormors bemærkning til "griseriet" var ofte: "Kunne det ikke været foregået et andet sted." Det var jo hårdt at stå og arbejde i den os.
Einar Andersen, der kom i sin lille blå chevolet med generator var en rigtig charmør - selv mormor måtte overgive sig - selvom der ikke var tid til pjat. Der var den lille Einer Christensen fra Ejby, vognmand Poul Pedersen fra Solrød og hans sønner. En af hans chauffører Kaj Laksholm skulle hente et læs for første gang, chaufførerne skulle altid være med til at læsse, mormor og hendes hjælpere var selvfølgelig også med. Han nægtede pure! han ville ikke arbejde med kvindfolk - nåh - nåh sagde mormor "Lad os da prøve ad! Så tog hun ellers fat med den store kornskovl og arbejdede dobbelt så hurtigt som Kaj, snart var læsset fint, og glattet ud til alle sider. "Puh ha, sagde Kaj og tørrede sveden af, det gik jo meget fint."
En enkelt kunde kom én og kun én gang. Det var en bonde, som skulle have læs på sin hestetrukne vogn. Han kunne ikke få læs nok, med det resultat at hestene ikke kunne komme ud af stedet. Rasende huggede han de stakkels heste i haserne med skovlen, og skrigende kom de i gang. Mormor fik fat i ham, og sagde hvast: "Du skal ikke komme her mere."
Der var sat et lille skur op nede i grusgraven, det stod på nogle cementblokke og inde i skuret, var der gravet et hul i jorden, her kunne der opbevares kølige skibsøl eller hvidtøl, hvis ikke brumbasserne havde besat hullet. Herinde blev der skrevet sedler, enten til kontant eller kreditsalg. I skuret havde man også et termometer. At der var utroligt varmt nede i hullet, det kunne man sagtens mærke, men overrasket blev man alligevel, da termometret en sommer sprang, da man nåede op på 5o grader.
Mormor havde det ikke nemt, med den påklædning hun havde på. Selvom hun arbejdede som en mand, kunne det slet ikke gå, at være "klædt som en mand". Om sommeren havde hun en hverdagskjole på og så et stort forklæde. På fødderne havde hun næsten altid en slags "gummisutter". Det var faktisk som den nederste del af et par gummistøvler. Om vinteren havde hun f.eks. yderligere en kittel på, sweaters, og når det var rigtig koldt, sneg hun sig til at tage et par lange bukser på under en ekstra lang kjole, så ingen kunne se det. Men ellers måtte man arbejde sig varm.
Havde man trang til en tår vand, kunne det hentes lige inde hos naboen ved den store vandpost. Mormor havde været derinde og gik tilbage med en stor flaske vand, og tænk - om ikke en svale var så "fræk" at skide durk i flasken, idet den fløj forbi.
Regnskab skulle der også være. Det skulle stemmes af med morfar en gang om ugen. Pigerne husker endnu stemmerne fra spisestuen. " nr. 317 - 2 m , nr. 318 - 1 m , nr. 319 - 3 m ....." Der skulle skrives regninger, og mormor måtte aflevere pengene fra det kontante salg. Da det kneb med at få husholdningspenge den anden vej - og morfar mente, at mormor nok selv havde sørget for dét, måtte mormor jo finde på andre udveje. Mon ikke hun sprang et par numre over af og til.
Mormor havde masser af arbejde med hus, syning og vask af tøj, haver med urtesager, en ko, der kunne give lidt mælk, grise, høns, bier, for ikke at tale om mand og fem børn - og så arbejdet i grusgraven! Og snart begyndte børnebørnene at melde deres ankomst. I 1944 da Yrsa var 18 år, fødte hun Flemming på "Gran-Høj", da var Mormor 47 år, og Ulla 6 år. Den lille ny familie blev installeret i den grønne stue, og svigersønnen Harry begyndte at arbejde i grusgraven, hvor han bl.a. også begyndte at støbe cementsten.
Her ses Ruth med koen Bosse fra begyndelsen af 40-erne, i baggrunden ses badekarret, her kunne man gå i bad om sommeren.
Om vinteren havde man travlt med at rydde skov, træfældningen skete i takt med, at gruset skulle bruges. Det blev brugt til komfuret og brændeovnen. Mormor var især med til at kløve og stable, men ellers hjalp de skiftende svigersønner til, brændet blev først stablet lidt op i gården, når det var tørt, blev det så båret ind i brændeskuret. I krigsårene og i en del år derefter måtte man aflevere en tredjedel af det forarbejdede brænde til staten, der herefter fordelte det til dem, der ikke havde noget.
Flemming blev om nogen "mormors barnebarn", helst skulle han være i nærheden af hende, og hele Flemmings liv, blev noget med grus. Pigerne, der syntes det var herligt med sådan en lillebror, ville gerne kysse og kramme ham, men nej: "Remmen er knækket" eller "kyssemaskinen er gået i stykker" Men grusgraven var også et farligt sted. En dag da han sidder og leger i en bunke grus, det var nok med hans dejlige grønne John Deere traktor, med det ene forhjul, råber mormor op. Af bar forskrækkelse over hendes tonefald springer han af sted, netop som stangsoldet (red. transportøren) rammer bunken, hvor han lige havde siddet.
Når mormor gik hjem til frokost, skulle Flemming holde udkig. Fra toppen af bakken bag huset, kunne man kigge ned i grusgraven. Mormor sidder med sin gode frokost, varme kartofler, der har ligget på ringene på brændekomfuret, og de gode sild fra tønden i fadeburet. Så kommer Flemming farende ind: "Der holder en stor rød rutebil med dange". Så var frokosten forbi, der skulle læsses 4 m på vognen og 2 m på hængeren! Her må næsten fortælles, at 1 m3 vejer ca. 1.650 kg , hvis det er tørt! Efter en dejlig dag i grusgraven kunne Flemming sige, at nu skulle han i seng, for han havde "grus i øjnene og var slank i benene".
Efter krigen var der kommet mere gang i salget i grusgraven, bl. a. levering af grus til omfartsvejen ved Køge. Anni arbejdede nu fuldtids dernede sammen med mormor. Naboen Kresten var kun med af og til.
På billedet kan man se, hvor meget der nu er udgravet i "Gran-Høj" grusgrav. Til venstre står Kresten, langt fremme et stangsold med trillebøren, og oppe på skrænten et par piger, måske er de i gang med "at rive" ned.
I 40-erne bliver der installeret en rundharpe, den kunne sortere materialerne i forskellige størrelser. Under hvert sold blev der stillet en trillebør, så behøvede man ikke læsse den ene gang. En stor hjælp var det også, da man kunne få gummihjul på trillebøren. Man fik også en eldrevet transportør, en såkaldt paternoster. Tandhjul og motorrem larmede og hvinede, så chaufførerne kunne finde på at smide en skovlfuld jord derhen, det dæmpede larmen noget. Det var mormor ikke glad for, det sled jo på "mekanikken". Strømmen fik man oppe fra huset, herfra gik et langt kabel ned i grusgraven. Standeren, som holdt det et stykke vej, var god at gribe fat i, når man styrtede ned ad skrænten. På våde dage kunne man rigtig komme "i stødet", når man tog fat i den. Når der var optræk til tordenvejr, lød mormors stemme: " Af sted! op og slå fra på måleren".
Det farligste i grusgraven var dog, hvis man ikke tog sig i agt for de stejle skrænter. Jævnligt blev børnene sendt op med en stang for at "rive ned", men når mormor råbte: "Det pusler deroppe, væk det skrider", så var det med at få benene på nakken og komme væk. En enkelt gang kom en chauffør lidt galt af sted. Han havde bakket helt ind til en meget stejl skrænt, hvor han ville læsse uharpet grus direkte. Idet han springer ned fra vognen og står ved bagsmækken, kommer der et større skred, og snart står han i grus til brystet, klemt ind imod vognen. Falck-Zonen kommer med hjælpegrej og kran, og det er ikke helt ufarligt, da det skrider ned omkring ham næsten lige så hurtigt, som man fjerner gruset omkring ham. Heldigvis kommer han uskadt fri.
Her ses Lisbeth i færd med at drille Kresten, hun er ikke på arbejde, for hun er kommet til skade med den ene hånd. Man kan se rundharpen og en af trillebørene under den, til højre går transportbåndet op. Fra rundharpens svinghjul gik der en bred kilerem hen til motoren. Den var placeret på noget der lignede en trækvogn, ofte skulle man hen for at trække den tilbage ellers blev kileremmen for slap, og der var ingen kraftoverføring. Kileremmen var i øvrigt snoet én gang for at harpen kunne "trækkes den rigtige vej".
Som tidligere fortalt er der fundet mange ting i grusgraven, men nu kommer historien om en masse skeletter, der falder ned fra brinken.
De er blevet begravet ca. 60 cm nede i gruset på den højeste del af åsen. Der blev ikke fundet ting ved dem, f.eks. tøj, læder, metal og lignende. (Se historien om Bronzealdernålen)
Mange af skeletdelene er meget porøse og smuldrer. Formodentlig er det meget gamle skeletter. Nogle tager nærmest en rutchetur ned af skrænten, og de er bagefter lige til at samle, som et puslespil. De bliver samlet pænt sammen og genbegravet bag kyllingehuset og garagen, pigerne holder en lille andagt, og mon ikke de får en lille hilsen med på den videre færd i form af lidt blomster!
Men hvor mon de kom fra? Igen var Kresten god for en overlevering. "Yderholm Kro hed tidligere Svinevadskroen, og da lå den ved vejen fra Ejby mod Yderholm, lige på den anden side af Køge Å. Når bønderne havde været på marked, og kom hjemad med penge på lommen, skulle de lige en tur ind på kroen. Når de senere skulle af sted, havde kromanden spændt et reb over vejen. De let overrislede bønder blev derfor revet ned fra bukken, og kromanden (og hans medløbere?) kunne nu nemt slå manden ned."
Hvis der er tale om røveri, er det måske derfor, der ingenting er fundet ved dem. Et af skeletterne (en mand?) havde sin hund liggende mellem benene. Der kunne også være tale om almindelig begravelse, men skeletterne var nærmest smidt ned i små huller. Måske syge mennesker, man hurtigt skulle have væk? Henrettede personer mener vi ikke, det kan være, Galgebakken lå jo længere mod øst, og her blev også de stakkels mennesker begravet.
En løsning på denne gåde findes nok aldrig, Mormor (eller var det Morfar) var ikke interesseret i at have museumsfolk rendende, så de stoppede graveriet, det var trods alt hendes levevej. Dog blev vor legendariske politimester Vagn Bro orienteret på en eller anden måde, og han fik et af kranierne med hjem!
Der er ikke fuld enighed om, hvor mange skeletter der blev fundet, Yrsa mener 11 personer, og Ulla mener, hun kan huske 13 kranier, der var sat op (foreløbig) på en hylde i jordkælderen. Her sad de og grinede uhyggeligt til hende, når hun skulle hente kartofler. Anni mener det var langt færre. Ulla kan huske at Spanager Skole fik to kranier, så nu ved vi, at der har været mindst fire hele kranier.
Omkring 1984 stødte Flemming nemlig på en samling knogler og ét kranie, formodentlig et af de genbegravede fra området bag garagen. Kraniet fik Kenneth med op på Vemmedrupskolen, hvor det vel er endnu. Det øvrige begravede Flemming igen.
I 1953 bliver mormor skilt fra morfar, og hun driver nu ejendommen alene. Året efter tager hun som 56-årig kørekort og snart kører hun rundt i den stive, firkantede og brune P4, senere fik hun den statelige Lotte-bil.
Helt alene blev mormor dog ikke, Ulla var nu 14 år og boede hjemme, og snart boede Flemming der igen. Af og til flyttede pigerne hjem og der kom flere børnebørn til.
Ulla måtte være med i grusgraven fra 12- 13 års alderen, og stolt var hun, da hun fik lov til at passe graven alene en dag som 13 årig. Kresten hjalp igen til, men da det efterhånden kneb med hans helbred, var også naboen Karl Larsen med. Stolt var mormor, da hun fik nye fakturaer med eget navn på!
I 1955 indgår mormor aftale med naboen R. Heggelund, om at der graves ind på hans ejendom, nord for Kresten Andersens have. Der må graves på dette areal, indtil det er i plan med den øvrige grusgrav. For denne rettighed giver mormor 2.500 kr., der afdrages med 312 kr. 50 øre pr. kvartal.
I løbet af 50-erne falder salget i Gran-Høj grusgrav, det hårde arbejde er efterhånden for meget for helbredet, og mormor får nu indtægter fra den udlejede grusgrav mod vest. På Gran-Høj hygger Flemming sig med to af mange dejlige hunde, han har haft i årenes løb. I stensætningen skimtes hundehuset, og oppe på toppen ses vandbeholderen samt de store træer.
I slutningen af 50-erne holder mormor op, og lejer Gran-Høj grusgrav ud til Vilhelm. Han bygger en træsilo, og får i realiteten kun udgravet og solgt materialer fra et ca. 10- 15 m dybt hul, herned har han sat et langt transportbånd, der består af flere enheder. Et årstid senere holder han op igen, og grusgraven står ubenyttet hen i en årrække. I slutningen af 50-erne dør Kresten Andersen, og en hel epoke er nu slut.
Luftfoto af "Gran-Høj" fra slutningen af 50-erne. Mormor står på gårdspladsen foran jordkælderen. Man ser de flotte haver, terrasserne med de klippede rødtjørn. På markerne bagved kan man se, at bønderne er ved at høste, vejen går mod Ejby, der på dette tidspunkt er af beskeden størrelse. Ejby Sø, til venstre, er fuld af vand.
Mormor har nu mere tid til sine haver. Her er der gang i kartoflerne. Foran ses liljekonvallerne, der sammen med de altid smukke valmuer, nok var mormors yndlingsblomst.
Øverst Flemming, der nu er kommet i motorcykelalderen. Bagved ses lysthuset, hvor mormor kunne sidde og slappe lidt af.
I 1965 står Wilhelm´s forfaldne træsilo der stadig, og man ser skrænten mod øst, hvor haverne til Spanagervej 2 ligger oppe på toppen. Bag siloen kan man se, at en del af haverne til "Heggelund og Kresten´s ejendomme" er gravet væk.
Flemming, Hans Åge på krykker efter ulykken i mørtelværket, Dagny og Fredes Bjarne, og fætter Per.
Udover Yrsa som kølerfigur kan man se hvor stor udgravningen har været i Gran-Høj grusgrav. Fotografen står lidt indenfor på adgangsvejen og fotograferer mod nord. Til venstre ses skrænten op imod hønsehus og villa.
Onkel Leif er ved at lave en ny trappe ned i grusgraven, Tina kigger op. I baggrunden ser man mod øst, nord-øst, der hvor Vilhelm gravede "sit hul".
På dettte tidspunkt, 1964, bor Ulla og Egon hjemme i lejligheden på 1. sal.
Foran Flemmings bil Opel Olympia står mormor, Flemmings ven Ole, Ulla med Tina på armen og Milla. Egon er ved at flække brænde i baggrunden foran jordkælderen.
I baggrunden ses den kombinerede bygning med hønsehus, og her det luftige hjørne der blev brugt til brændeskur. Flemming og Hans Åge, der altid var flink til at hjælpe til, holder et velfor tjent hvil, de er i gang med at tjære taget.
Mormor får bygget sin "kommandobro" ved havedøren, herfra kan hun sidde og nyde den smukke udsigt viden om.
I 1965 bliver Flemming udlært som kleinsmed, og flytter ind i lejligheden på 1. sal sammen med Anne-Lise. Efter deres bryllup i 1967 flytter de til Vemmedrup, hvorefter mormor for en tid igen er alene.
Kapitel II
Spanager Grusgrav og
Mørtelværk
1950-1970
Omkring 1950 lejes den vestlige grusgrav af murermestrene Kaj Frederiksen og Frede Christiansen, Bjæverskov. De vælger navnet Spanager Grusgrav og Mørtelværk. I de kommende 20 år får mormor en god lejeindtægt herfra. Vi kan alle huske Kajs besøg hver måned, hvor han gør regnskab med mormor. Så og så mange kubikmeter - så og så mange kroner!
Der er næsten ikke gravet noget grus i den vestlige grusgrav, så det er et højt skær, man går i gang med. Der er meget krat og lidt skov på denne side, det fældes om vinteren og giver nu brænde til fyr og komfur.
Til at begynde med må Kaj og Frede´s ansatte også arbejde pr. håndkraft, men senere begynder maskinerne sit indtog. Man får bl.a. en grab, der ganske vist åbner og lukker pr. elkraft, men den skal svinges frem og tilbage, ind i brinken og ud til sold, vogn eller bunke, pr. håndkraft ved hjælp af en lang stang.
Senere bygges den store cementsilo, mørtelværket etableres, og da der til mørtelfremstillingen skulle bruges læsket kalk, blev dette også en del af arbejdet. Til at begynde med skete dette pr. håndkraft, men også her fik man senere bygget et halvautomatisk værk. Den læskede kalk opbevaredes i store firkantede kalkgruber, de var placeret ved siden af mørtelværket.
Der var ikke mange faciliteter til rådighed for mandskabet dengang. Der var et lille skur inde under mørtelværket, det var ikke større end et legehus. Der var plads til én mand på hver side af et lille bord. På væggen hang et ældgammelt tobaksskab, her var øjeglasset, hvis man fik kalk i øjnene, og der stod vel af og til også en flaske snaps, man kunne styrke sig med. Ved det lille bitte vindue, var der en lille hylde, hvor man kunne stå og skrive sedler, og her stod også telefonen. Når det var meget koldt kunne man tænde for en lille varmeovn, men ellers blev der nu hurtigt varmt og lummert i det lille skur.
Der var som regel et par mand ansat i grusgraven, Alfred Hansen, brødrene Thorsen, deres far, og til sidst Birkemark. Det var også muligt for drengene, der boede i nærheden, herunder Flemming, at få et job efter skoletid, det var rart med lidt lommepenge. Hans Åge, Johannes Jørgensens knægt, arbejdede dernede i lang tid. Det var også ham der kom ud for den alvorligste ulykke, idet han trådte ned igennem risten ved mørtelværket, og fik den ene fod læderet i sneglen.
De åbne kalkkuler var også farlige. Mormor havde forbudt pigerne at komme i nærheden af dem, men alligevel faldt Ulla ned i én af dem. Helmer spulede hende med det samme med vand fra den kolde hane. Et koldt chok udover den ætsende og sviende smerte, der med det samme meldte sig fra huden og især øjnene. Senere gik det hjem til Gran-Høj, hvor hun forsøgte at vaske sit store, krøllede hår uden at mormor bemærkede det. Selvfølgelig opdagede mormor det, og hjalp nu så godt hun kunne for at dulme eftervirkningerne. Ulla´s ansigt var voldsomt hævet i en uges tid, men hun fik heldigvis ingen mén.
Senere faldt også Henning vognmand fra Skensved i kalkulen, han skulle i lidt overmod vise, at han kunne balancere på den smalle væg mellem to kuler, det kunne han ikke, og det gik så meget udover hans øjne, at han var blind i et par dage.
I løbet af de 20 år, som murerne havde grusgraven, nåede de at udgrave og sælge næsten hele bakken. Til sidst var der ca. 40 m tilbage mod skellet til Højmark, hvor der endnu var materialer. Herudover var der gravet 6- 8 m under Spanagervejens niveau. Dvs. grusgraven var så godt som udgravet.
Kapitel III
Spanager Grusgrav og Mørtelværk
fra
1970
Murerne Kaj og Frede har efterhånden haft Spanager Grusgrav og Mørtelværk i næsten 20 år. Materiellet er nedslidt, og der er ikke mange materialer tilbage. Der er smalle grusveje i begge sider ned i grusgraven. I midten ligger en hel del overjord, stød osv. og på skrænterne er der ikke ret megen beplantning. Mormor har plantet fyr, gran og vilde roser, men de vil ikke rigtig trives.
Da Flemming i alle årene har haft sin gang i grusgraven, er det naturligt, at mormor spørger, om ikke det er noget for ham. Den 26. april er der rådslagning i den grønne stue, vi springer til og åbner den 1. maj 1970.
I første omgang er det kun meningen, vi skal købe den vestlige parcel, men på grund af problemer med udstykningen, bliver resultatet, at vi køber hele ejendommen. Mormor bliver boende med livsvarig bopælsret.
Og hvad er det så vi, Flemming & Anne-Lise, køber. Den gamle "Gran-Høj" grusgrav anser vi for udgravet, huset er mormors, der skal hun blive, og så den vestlige grusgrav, hvor vi regner med materialer til en 4-5 år.
For overtagelse af "lejemålet" betaler vi kr. 20.000 til murerne. Her medfølger cementsilo, kalklæsker og kuler, mørtelværk og en gammel Fordson Major frontlæsser.
Den første dag var der pænt med kunder, men om mandagen gik den ene time efter den anden uden kunder. Anne-Lise blev urolig, hvad er det, vi har indladt os på, Flemming har sagt sit gode arbejde op! Endelig om eftermiddagen høres der motorlarm. "Nu kommer der nogen, nu kommer der nogen, hviner Anne-Lise". "Aj - jeg tror ikke de ligefrem kommer flyvende for at handle hos os, siger Flemming" - idet et tomotorers fly går lavt henover grusgraven. Senere gik det dog bedre og bedre, og arbejde kom vi ikke til at mangle.
Gruset, der skal harpes, hentes nede i graven, her læsses det på en af de gamle udtjente lastbiler ved hjælp af frontlæsseren. Så køres der op til siloen, der bakkes hen til fødekassen til højre og tippes af. Fødekassen er gravet ned i jorden, så den næsten er i plan med jorden. Nederst sidder vibratoren, der hele tiden sender en ladning ud i kopperne på transportbåndet, der trækkes meterhøjt op. Når kopperne vender i toppen smides materialerne ned på harpen, det fine grus sendes ned i siloen, og stenene hopper videre hen af soldet, ned i stenrummet til venstre. Stensiloen står åben, så stenene løber ud på jorden under siloen. Herfra flyttes de ud i bunker, eller sælges med det samme. Da den var lukket, stoppede den altid til, så det var svært at få materialer ud af den.
Når kunderne skulle have grus, bakkede de ind under siloen, vi åbnede for spjældet, og så løb gruset fint ud på vognene. De kunder der absolut skulle have dobbeltharpet grus, fik grus fra det bagerste hul!
Når der var rigtigt travlt, og det var der tit, kravlede man op i siloen og stødte gruset ned mod hullerne. Samtidig fik man de nye materialer fra soldet ovenover lige i hovedet eller ned af nakken. Var man rigtig uheldig kunne man også glide med gruset ned mod hullet og sidde fast som en prop i hullet. Så kiggede chaufføren lidt inde fra førerhuset, det var grus og ikke ben han skulle have! Det værste, vi vidste, var når der kom for meget grus ud fra fødeapparatet, f.eks. når det var for tørt. I løbet af et øjeblik var hele hullet omkring fødeapparatet dækket af grus, transportbåndet stoppede, kileremme og motorer hvinede og skreg. Så var det i fuld fart hen og slukke for strømmen, ned og grave fri - i sammenkrøbet stilling - op og tænde, hen til båndet, hvor vi med hele vores vægt trak nedad i det bagerste bånd. Somme tider gik det i gang første gang, men ellers måtte vi ned og grave mere væk. Pu ha!
Med os havde vi hver dag vores lille søn Frank på 2½ år, vi fik lavet en lille indhegning til ham, inden i denne var der et dejligt legehus og masser af legetøj. Han bestilte dog ikke andet end at skrige og græde efter os, dér ville han ikke være alene. Snart traskede han efter os dagen lang og kørte med Flemming i maskinerne.
Den første tid var vi alene om arbejdet, men snart fik vi ansat Keld, naboen Knud´s ældste søn. Først kom han hos os om eftermiddagen efter skoletid, men om sommeren blev han ansat på fuld tid. Han var ansat indtil august 1971, hvor han kom i lære som mekaniker.
Snart fik vi endnu en gravemaskine, den blå Johs. Møller, her er Keld ved at efterse larvebælterne. Mikka var med i grusgraven fra morgen til aften hver dag indtil den døde i slutningen af 1981.
Allerede i slutningen af maj var Flemming så uheldig at brække sin venstre arm. Da han kørte med Fordson Majoren, ramte han et af cementsiloens ben. Rattet snurrede voldsomt rundt og slog nærmest knoglen over. Nu blev der endnu mere arbejde til Kjeld og Anne-Lise. Harry var flink til at komme og hjælpe, og alle chaufførerne viste sig fra deres mest galante side, de hjalp til ved siloen, men især med at lave mørtel. Flemming satte sig nu heller ikke bar hen. Han fandt ud af, at bruge højre arm endnu mere, samt at støtte redskaberne op ad gipsen. Johs. Mølleren og Forden kunne han også styre, så snart var gipsen sort som kul.
På det midterste ben, på siloen, kan man se en tynd jernstige, den brugte vi, når motorerne øverst skulle repareres eller smøres, eller vi skulle op og skubbe grus ned. En dag sad Flemming og Keld deroppe, da de pludselig ser en lille tophue komme til syne henne ved kanten. "Nej - siger Flemming glad kommer Du op og ser til far" - og lynhurtigt er han henne og får fast tag i Frank. De nederste trin blev med det samme savet af!
Så var der mørtelværket! Bagerst en fødekasse med vibrator, her blev det fine mørtelsand tippet i. Herfra gik et transport gummibånd op til to harper. Vi havde det samme problem her, som ved siloen, af og til stoppede hele møget til, og vi måtte ned og grave det frit. Det harpede materiale faldt ned foran en støbt væg. På denne var der bagved en smal planke, hvor vi stod og tilbragte mange timer med at banke sold. De to sorte harper der hang ned fra en jernbjælke stoppede ustandselig til, vi sled mange hakkejern op her.
For at vi kunne fylde godt op med harpet mørtelsand, var der en bræddevæg, der kunne holde på materialerne. Foran dette "silo-arrangement" var mørtelsneglen lagt ned i en støbt rende. Over sneglen var der anbragt en rist, som man kunne stå på. Til højre bag skuret, der stadig fungerede som mandskabsrum, var der et lille firkantet kar med læsket kalk. Kalken var blandet med vand og var temmelig tyndtflydende. Til venstre var der et transportbånd, der bragte den færdige mørtel opad, så højt - at en lastbil kunne holde under det med bilen og få læs. Mørtelen blev altså produceret, medens man ventede. Til højre ses de åbne kalkkuler. Men tilbage til selve produktionen!
Med en stor "rager", ja den lignede nærmest et kæmpe skuffejern, trak man to - tre bunker sand ud i sneglen, så trak man op i lågen ved kalken, den fossede ned i sneglen og blev blandet godt med sandet. Sådan fortsatte man hele tiden med skiftevis sand og kalk. Når det hele var æltet godt sammen, og det kom ud på båndet i den anden ende, havde man den fineste bakkemørtel. Skulle folk have 9% mørtel lukkede man lidt oftere op for spjældet til kalken. Som regel skulle kunderne have et helt læs, det var på 40 hl - eller 4 m3 . Dvs. at vi trak næsten 6.600 kg sand ned i sneglen. Det lille kalkbassin sørgede vi altid for var fyldt op, så der var nok til et læs. Hvor længe var vi om det? Tja - det kan man dårligt huske, men jeg tror, vi var nede på en halv time for sådan et læs, ofte holdt flere biler og ventede, så det var om at få rubbet neglene.
Flemmings gode uddannelse kom ham ofte til hjælp, det blev aldrig nødvendigt med mekanikere og smede udefra. Bl. a. fik han snart konstrueret en fødekasse og et lille transportbånd, der kunne føre mørtelsandet det sidste stykke frem til sneglen, så vi blev fri for at "rage" ud. Det var en lettelse. Men der var nok at lave, alle disse bånd, der skulle passes, så de ikke stoppede, soldene der skulle bankes, kalken der skulle køres op - og af og til det hårde arbejde med at læske kalk.
Fra Faxe Kalkbrud fik vi ca. 8.000 kg brændt kalk ad gangen, vognmand Poul Henriksen fra Klippinge kom med læsset og det blev tippet af i dette skur til højre. Der kom en mægtig støvsky, når det blev tippet af, "stenene" var op til ca. 5 cm store. Herefter læssede vi med skovl, kalken op i en lille fødekasse, det støvede og sved skrækkeligt. De første år gik vi udenfor - trak vejret dybt - gik ind og smed så meget op, vi kunne nå uden at trække vejret - og så ud i den friske luft igen. Senere fik vi nogle gode støvmasker af Ulla.
Stenene gik videre via et transportbånd op i et rundt kar. Den har altid mindet mig, om de gammeldags vaskemaskiner, indeni var der nærmest nogle "arme" der blev drejet rundt. Samtidig blev der tilsat vand. Når kalk kommer i forbindelse med vand, sker der en kemisk proces, der får det hele til at koge. Kunsten stod nu i, at læsse kalk i fødekassen i den mængde, der passede til den vandtilførsel man åbnede for, herefter fik man den rette "tykkelse" på kalken, og den flød ud af et "overløbsrør", ud på en harpe, der ses foran på kalklæskeren, her fik man sorteret eventuelle sten eller klumper fra. Konsistensen var nærmest som yoghurt. Var man uopmærksom et øjeblik (det var Anne-Lise mere end én gang) kunne det hele "koge" over, det var et værre svineri, og helt ufarligt var det kogende materiale heller ikke.
Nåh, men videre gik det i en trækanal, fremad til de enkelte kalkkuler, store kvadratiske gruber, der var gravet ned i jorden. Der blev lukket op for et spjæld, hvis det var her kalken skulle ned. Som regel måtte vi gå med en "rager" for skubbe den tykke masse fremad. Allerede efter et par dage havde kalken "sat" sig, meget af vandet var sivet fra, og det var klart til brug. Konsistensen blev snart som tyk, halvkold/stiv smør, det var meget tungt at arbejde med, men et helt utroligt fascinerende materiale, man glemte helt, at det var et meget farligt, ætsende stof. Når vi skulle bruge af kalken til mørtelproduktionen, satte vi en kornsnegl ned i kalkgruben. Denne kunne så "suge" kalken op, og plaske det ned i det lille kalkbassin bag skuret. Var kalken blevet for stiv, måtte man ned i kalkkulen og skovle det i store klumper hen imod sneglen. Vi solgte også en del kalk, især til bønderne, der gerne skulle have kalket gårde og bygninger inden pinse.
Anne-Lise var ganske habil til at lave mørtel, men varmt var det jo, påklædningen kunne godt bestå i shorts og BH. En af Børge Nielsens chauffører, ham med sygekassebrillerne, var ikke så galant at han hjalp til, han havde mere travlt med at "kigge på", og Keld måtte nærmest ruske i ham, for at få ham til at kvittere på følgesedlen - det lo vi meget af den dag! Flemming mente i øvrigt, at jeg måske skulle stille mig op ved vejen i den mundering og trække lidt flere kunder til!
I juni 1970 måtte vi erkende, at den gamle Fordson ikke kunne bruges mere, så der blev investeret i en International Harvester H-30 Payloder til 55.000 kr., dog fik vi for den gamle Ford 13.750 kr., men det var alligevel mange penge, og vores udsalgspriser var jo ikke de højeste:
Som det fremgår af prislisten havde vi også åbent om lørdagen, og der blev ikke nogen ferie det år! Dog fik vi en fridag, da onkel Egon og Hans Åge tilbød deres hjælp den sommer.
Vi har gennem årene haft mange sjove, glade og friske kunder. Vores største kunde dengang var Køge Trælasthandel, de købte læssevis af mørtel. Her var deres chauffører utroligt hjælpsomme, da Flemming havde brækket armen. Der var også den lille Einer Christensen fra Ejby, han kørte altid i røde biler, den sidste, han havde, var så stor, og han så lille, at han kun nåede op fra sædet, til at han kunne kigge ud under buen på rattet.
Den 1. juni 1977 overtog hans chauffør Ib Jørgensen vognmandsfirmaet, han blev en vellidt og meget velkommen kunde hos os i årenes løb, og stor var vores sorg, da han alt for tidligt døde i 1991. Der var Axel Nielsen fra Ejby, eller Kardangen, som vi kaldte ham. Senere overtog sønnen Erik forretningen, kaldet Barberen. Så har vi tit besøg af Egon Jensen, den lille vognmand på toppen af bakken, Nr. Dalby. Han har altid travlt, og er tit for ilter til at vente på at få læsset, så klarer han det selv med grabben på lastbilen. Vi husker også den gamle Viggo (Lauritz.red), vi tror ikke, han manglede penge, men han så altid så miserabel ud i tøjet, bukserne kunne han ikke holde oppe. Det blev for meget for Flemming, så en dag købte han et par seler til ham i Metro, nej - hvor blev han glad. Han kom tit og betalte regninger med mønterne i en plastikpose, det var et værre arbejde at tælle dem op, eller også rev han "kalveskindet" frem, og der sad sedlerne ligeså tæt, det skulle vi jo se. Men råd til selv at købe seler, det havde han ikke! Ak - ja.
Men ellers fik vi jo besøg af mange kunder, der også kendte mormor, eller også gjorde deres fædre det, og de havde som børn været med, når turen gik til "Gran-Høj" grusgrav. Alle var fulde af lovord, og stor respekt stod der om mormor. Det var dejligt at høre. Ingen havde hverken før eller siden oplevet en kvinde, der bare tog fat, som hun gjorde det.
Sidst på året, 1970, får vi trykt fakturaer, og vi har nu også fået telefon derhjemme.
I april 1971 fik vi vores yngste søn Kenneth, og Anne-Lise var ikke længere så meget med i grusgraven i en periode. Til gengæld startede Henning i maj måned, og der var nu to arbejdsdrenge frem til august, hvor Keld kom i lære som mekaniker hos Volvo i Køge. Henning fik 8 kr. i timen!
I 1972 kunne man for 38 kr. få 2 m3 grus leveret i Ejby!
Flemming måtte have en større gummiged, denne gang blev det til en IH-65, den kunne vel have tre gange så meget i grabben som IH-30. Anne-Lise kunne godt læsse med den lille, men da hun efter en meget kort instruktion, skulle læsse med den store fik hun et mindre chok. Flemming havde den idé, at man lærte hurtigere ved at prøve tingene i praksis, i stedet for en lang palaver om, hvordan man skulle gøre. Da Anne-Lise nærmest sejlede ned ad bakken, frem og tilbage p.gr. af servostyringen, hoppende op og ned, forstod hun til fulde, hvorfor sådan en maskine hedder en "gummiged". Da hun rystende kom ud af "geden" nede i graven, erklærede hun konsekvent, at det gjorde hun aldrig igen, og derved blev det. IH-65´eren, der var brugt kostede 95.000 kr., til gengæld fik vi 30.000 kr. for den gamle.
Om sommeren 1972 holdt Henning op, og så startede Jørgen Erik, Johannes Jørgensens søn og lillebror til Hans Åge. Det var et hårdt arbejde for disse drenge, vi var imponerede over så friske og villige, de var, og de gik "altid på med krum hals". Det var klart, der også skulle en del "brændstof" til, det var kæmpemadpakker de havde med, op til otte humpler kunne de sagtens få ned. Og var det ikke nok, ringede Jørn Erik f.eks. hjem, så smed mor Else lige en ekstra pakke ned over skrænten. Drikkevarer havde vi i form af vand fra hanen, og så fik vi jo også besøg af ølmanden, masser af sodavand og kakaomælk drak vi. Mikka skulle altid havde det sidste fra kakaoflasken, han kunne nærmest få hele tungen ned i flaskehalsen.
I løbet af 72-73 fik vi heldigvis indrettet os bedre i den gule garage/værksted, og der blev indrettet et opholdsrum. Anne-Lise blev sat til at pudse bygningen, hendes far havde været murer, så det måtte hun vide, og her opfandt hun, fastholder hun, det rullende stillads. Efter at hun havde pudset, hvad hun kunne nå fra jorden, var det tid til at bygge stillads. Det kunne hun godt se blev et kæmpearbejde. Så hvorfor ikke sætte murerbaljen og konen op på en af de gamle lastbiler, og så køre lastbilen rundt om bygningen? Som sagt så gjort. Mørtelen hertil kunne jo også læsses direkte på lastbilen. Næste etape blev klaret ved, at vi satte et stillads op på lastbilen, konen en tand højere op, og så en tur rundt igen. Utroligt nok holder pudset endnu her i 1994, så sig ikke, at bakkemørtel ikke er godt og stærkt!
I august 1973 holder Jørgen Erik op, og da der samtidig er nedgang i omsætningen bl.a. på grund af oliekrisen, bliver han den sidste, vi har haft ansat. Nu er Anne-Lise mere med igen, denne gang er det Kenneth, der må med på arbejde 2½ år gammel, Frank er begyndt i skolen. I oktober står Anne-Lise som så mange gange før og banker sold ved mørtelværket. Kenneth vil absolut op og stå ved siden af. Desværre får han stukket sin arm ind ved transportbåndet og brækker underarmen, det var en skrækkelig oplevelse. Den kommende tid passes han i dagpleje og kommer siden i børnehave.
Næste billede er fra 1975, og viser Blitz´en foran den gule bygning, bilen var meget anvendelig til mange ting. Vi havde først haft en Morris Mascot, en lille grøn varevogn, i 1975 blev den gamle Blitz afhændet, og vi fik den blå Ford Granada, her i 1994 er den stadig i live! Blitz´en havde Kenneth også meget glæde af, Flemming havde glemt nøglerne i den, hjemme på Bøgevej, så her syntes Kenneth han i en alder af 2½ år skulle prøve at køre bil, det lykkedes ham at køre ind i garagen! Der var også meget "krudt" i bilen, vi kunne ikke forstå Kenneth så tit var meget sort i ansigtet, men vi lurede ham en dag, da han stod og spiste sorte klatter af fedt og olie, skidt der lå på en af vangerne under bilen! Det er nok derfor han er blevet så stor!
Efterhånden fik Flemming foretaget mange ændringer i grusgraven. Siloen var efterhånden for utidssvarende, den var også for smal til de nye, store lastbiler, der nu kom. Flemming opbyggede derfor fritstående fødekasser, hvor et transportbånd sørgede for at materialerne blev "kørt op" i store kegleformede bunker.
I slutningen af 1976 var der ikke flere materialer tilbage mod Højmarks, derfor opstod ideen om, at grave endnu længere ned i bunden. Det ville betyde, at man kom ned i grundvandet, og for at få disse materialer op, måtte vi have en anden type gravemaskine.
Vi købte derfor en Stichweg slæbeskovlsmaskine. Her var Flemming igen mester for at renovere og opstille denne maskine, god hjælp fik han også af onkel Leif. Elmotoren blev fjernet, og Flemming installerede en gammel motor fra en lastbil, den kørte upåklageligt i årevis.
Og så begyndte et årelangt "optrækkeri" med denne maskine. Der blev placere to tomme olietanke ude på søen, der hurtigt opstod. Dette arrangement blev "tøjret" ved hjælp af wirer inde ved skrænten til Højmark. På platformen mellem tankene var placeret et vendehjul, som wirerne gik rundt om. I maskinhuset kørte man en stang frem, derved trak man den underste wire ind, den øverste gik ud af, og trak derved skovlen baglæns ud. Når skovlen nåede ud i nærheden af tønderne, koblede man ud og trak nu modsat. Skovlen kom ind helt fyldt med materialer, så gik det op ad slisken, og nu kom det kritiske punkt! - man skulle stoppe lige på det rigtige sted, hvor materialerne løb ned i fødekassen. Stoppede man for tidligt, rutschede den tunge skovl ned ad slisken igen, stoppede man for sent, trak man skovlen op over det lille vendehjul - og alt var kaos!
Til at begynde med var det meget sjovt at stå i denne maskine, men det blev snart trivielt. Det var lidt af en "straf" at blive sendt derop. Dog tilbragte Frank, næsten frivilligt, mange timer deroppe, han fik 25 øre pr. træk, og snart var maskinhusets vægge overbroderede med tællestreger.
Her ses først maskinen færdig og opstillet i februar 1977. Man kan se de høje træer bagerst, de står i skellet mod Højmark.
Så er vi nået frem til sommeren 1977, og der er allerede udgravet en større sø. Nu må vi have en båd, og den laver Flemming og Leif af orange glasfiber. Anne-Lise havde måske forventet et krydstogtskib, så hun syntes, at denne her nærmest lignede en dør, og selvfølgelig blev båden døbt "Døren". Med til søsætningen er onkel Leif, Flemming, Frank og hans ven Steen.
Dejlige dage tilbragte vi nu på vor egen sø, her - stadig fra stabelafløbningen ses også Kenneth. I baggrunden står den stadig uundværlige Bolinder Munktell.
I december 1977 er det igen tid at skifte gummiged, Flemming køber en Fiat-Allis 545H, årg. 1970. Den koster 150.000 kr. og vi får 68.000 kr. for den gamle IH-65.
I 1978 er en epoke slut, den 3. maj produceres og sælges de sidste 18 hl mørtel. Mørtelværket har efterhånden overlevet sig selv, og der er ikke mere den store omsætning herfra, nu kræves der prøver, garantier og varedeklarationer herpå, og selvom Flemming bare "havde det" i hånden, besluttede vi at stoppe produktionen.
I 1978 og ind i 1979 lukkes grusgraven for en kort periode. Flemming får et gravearbejde ved Kolding med sin lille handy slæbeskovlsmaskine.
Men det, der bare skulle have taget sådan ca. 14 dage, blev til en hel historie for sig selv. Først den 13. august 1979 efter en velfortjent ferie, kan Flemming åbne grusgraven igen.
Fra og med 2. januar 1979 kan Flemming ikke mere trække på daglig hjælp af Anne-Lise. Hun har siden starten, stået for regnskabsføringen i det lille firma. I årene der er gået, har hun om aftenen suppleret sin kontoruddannelse, og fra 1979 starter hun som lønmodtager for at få den praktiske uddannelse til registreret revisor.
I 1980 flytter vi ind i et nyt hus, som vi har bygget lige til venstre for den gamle indkørsel til "Gran-Høj" grusgrav. Huset bliver døbt "Gran-Dal". På billedet ses huset i 1983, Flemming leger med vores nye hund, Nikki. En skypumpe var et øjeblik tidligere drevet over ejendommen, fra Fredes mark havde den hvirvlet en masse halm op.
Mormor bor stadig i det gamle hus, men snart flytter hun ud til Ulla, der tager sig kærligt af hende, indtil mormor i slutningen af 1983 flytter til Skensved Hjemmet.
I 1980 får vi nyt logo, det krogede S skal symbolisere et transportbånd og den røde trekant er selvfølgelig en grusbunke.
I april 1982 er det tid for oprydning. Vi får hjemmeværnet til at sprænge cementsiloen og kalkgruberne i luften. Det bliver til et par mægtige brag! Familien og andre interesserede kan overvære seancen i sikkerhed helt nede ved Højmark. Lige inden det første brag, farer alle sammen p.gr.af en "eksplosion" lige bag dem. Tina´s cykel punkterer - hvilken selviscenesættelse!
Kalkgruberne var svære at "få ned", der var ikke bund i karrene, men mange års nedsivning af kalk, havde gjort gruslaget under dem stenhårdt.
På den tid havde vi også haft oversvømmelse, pludselig steg vandspejlet kraftigt, og snart stod slæbespillet under vand. Flemming måtte lægge materialer ud i højre side, her kunne vi bruge betonen fra siloen, og snart var der også lavet en dæmning på tværs. Herved opstod der en mindre lavvandet sø. Den blev et herligt sted for drengene, her kunne de bade og sejle på tømmerflåden, som var bygget af tønder. På billedet ses også harpeanlægget, den røde lastbil, der er ved at tippe af, købte vi af Sigfred, da han lukkede Åsagergårdens grusgrav. Den var oprindelig ude fra Køge Trælasthandel.
Her er kalklæskeren sat hen til "storskrald", det flotte hjul har vi dog gemt. Foran fræser Kenneth af sted i sin go-cart. Mange, mange timer har drengene og Flemming brugt på motocross osv. i grusgraven. Der er kørt med almindelige motocross cyker, med sidevogn, go-carts og gamle biler, f.eks. den gamle Ford V 8. En enkelt gang kom Flemming til skade, og slog sin skulder meget. Kenneth tog med til lægen, for at hjælpe sin far med at tage trøjen af og på, han var meget omsorgsfuld. Mackeprang siger til Kenneth. "Sådan en farlig cykel kører Du vel ikke på?" "Joh, siger Kenneth, men jeg vælter ikke"!
FOTO
I februar 1985 sover mormor stille ind på Skensved Hjemmet. Mormor blev næsten 88 år gammel, utroligt når man tænker på det fysisk, hårde liv, hun har haft. Men naturligvis var hun, de sidste mange år, meget plaget af slidgigt. Åndsfrisk var hun heldigvis, og glad for at snakke om gamle dage i grusgraven, om svalen der sked i flasken, de sjove chauffører osv, så lo vi alle og havde det rart sammen.
I 1985 har vi nu en kæmpestor sø, Moster Ulla siger: "Hvorfor
sætter I ikke fisk ud? Det er smadder skægt at fiske". Det gjorde vi så, og det viste sig at være alle tiders gode idé. Mange dejlige timer har vi nu tilbragt med at fiske eller bare nyde vores sø. Flotte, flotte regnbueørreder, der bare smager dejligt.
I 1985 køber vi en helt ny Volvo BM 4300 til 700.000 kr. Den gamle Fiat Allis får vi 235.000 kr. for, så det var jo ikke så dårligt. Slæbespillet bliver også solgt, Flemming fik et tilbud, som han ikke kunne sige nej til! Vi havde nu heller ikke så meget mere, vi kunne bruge den til.
Flemming var nu så småt begyndt at grave på den østlige parcel, dvs. den gamle "Gran-Høj" grusgrav. Først var der en masse træer der skulle fældes, her var alle mand af hus. Vores drenge var igen uundværlige for os, og så hyggede vi os med en god kraftig frokost, sild og sodavand i lange baner. Og til den igen.
Til sidst kom det triste arbejde med at rive mormors hus ned, Flemming var lidt beklemt, og det blev ikke revet ned "med fynd og klem". Vinduerne blev fjernet forsigtigt, de blev senere brugt i en lille Pavillon, som Flemming byggede. Lægterne kunne bruges til borde og bænke i grusgraven, De kæmpestore trædragere, der bar hele overbygningen, blev brugt til badebroer. Resten, der kunne brændes, bar Flemming væk i mormors vidje-kurv. Som Flemming sagde: "Jeg tror, jeg er den første, der har båret et helt hus væk i en vidjekurv."
Dette foto viser den nye Volvo. Gummigeden i aktion - der fyldes i en fødekasse. Til højre transportbåndet, der via et nyt bånd sender gruset ud i de store bunker.
Det er via dette bånd, harpe mv. at den lille bronzealdernål kom frem i lyset. Se opslaget andet steds......
Omkring 1987 har Flemming nu to Ruston-Bucyrus´er, begge er af ældre dato. Den første skulle hovedrepareres, og den anden, som han købte af sukkerfabrikken i Nykøbing Falster, skulle graves op!
Man havde ofret en hel del penge på istandsættelse, men kort efter var den kørt fast ude på en mark, og her stod den stadig. Flemming og Kenneth drog af sted, og ved fælles hjælp og anstrengelser, samt lidt hjælp fra et par folk dernede, fik de gravet den fri. Flemming skilte, smurte og ordnede den, og så kørte den fint igen.
Nu fik Flemming gravet det sidste op, jævnet og planeret, så der var pænt omkring de to søer.
Vi har med vilje to søer, for efter at vi har sat fisk ud, er bestanden af de grønne frøer faldet. I den lille sø er der ingen fisk, (jo der er. red) så her kan de leve uforstyrret, det samme gør salamandrene, alle slags insekter og mange dafnier er der i vandet. Floraen holdt igen sit indtog, og Moster Ulla genkendte mange blomster fra sin barndom. Mange fugle har vi, selv nattergalen har vi haft besøg af en tidlig morgen, indimellem blev dens sang afbrudt af frøernes kor.
Der har været flokke af dompapper, og isfuglen har Flemming set. Den blå sommerfugl kommer hvert år, og her er mange sølv- og kæmpestore guldsmede.
Mange store træer har her altid været. De store popler står stadig mod Spanagervejen. Flemming elsker suset i piletræerne, her er også mange asketræer. I 1991 får vi en masse frugttræer foræret, der plantes 5-600 træer i grusgraven. De står lidt tæt, men så er der frugt til både mennesker og fugle. Igen måtte Frank og Kenneth hjælpe, der blev gravet i "fædrenegårdens" hårde muld så det gav vabler. Igen var Ulla frisk til at give en hånd med.
I søen har vi kønne hvide og røde åkander, sommetider yngler den grønbenede rørhøne, og vi får besøg af blishøns. Den eneste vi ikke er glade for at se, er fiskehejren, så får trykluftshornet i Volvo´en lov til at hyle!
I 1993 indledes en ny epoke i Grusgravens historie, Vi døber vores sø "Spanager Sø" og åbner området for folk, der gerne vil fiske. "Put and take" er blevet den nye indtægtskilde.
Udover det meget arbejde har Flemming nu også tid til at være kreativ, her ses hans flotte jernskulptur - og ved siden af den sjove "trod". På tippen, hvor vi holder alle vore Sankt Hans aftener, har Flemming og Kenneth lavet en runddysse. Det gjorde de en dag, de fik lyst til at lege Asterix og Obelix!
Et herligt sted har Flemming i sit værksted, snart måtte han jo udvide med den grå blikhal for at få plads til alle sine ting og sager. Her findes alt, ingenting smides ud, et herligt sted at gå og snuse. Da Anne-Lise engang var så formastelig at sige, hun syntes der skulle ryddes op og smides ud, fik hun straks at vide, at det eneste, der skulle smides ud - var hende!
Det næste billede er fra marts 1994, det ville ikke rigtig blive forår. Flemming står ved sit lille museum med de gamle maskiner. Forrest ses den første mekaniske grab, der blev brugt af murerne i 1950´erne. Længere fremme ses de to harper fra mørtelværket, dem vi bankede løs på i mange år - de har åbenbart ikke taget skade! Ved siden af står det lille korte transportbånd, som Flemming lavede til mørtelfremstillingen. Næstefter står fødekassen til kalklæskeren, til sidst mormors elpumpe til brønden og så to store grab´er.
Hele vinteren 1993-94 forsøgte Flemming at holde de to søer adskilt, det lykkedes næsten selvom grundvandet efterhånden steg ca. 3 m over det normale. Flemming står yderst til højre på tangen. Broen er næsten helt "druknet".
Nu er det blevet sommer, og Flemming ses her med de smukke søer i baggrunden, et kæmpearbejde, som han næsten har udført alene, er slut.
En lille historie blev det til om livet med grus på "Gran-Høj", meget har vi sikkert glemt, noget er måske ikke helt korrekt, men en overraskelse skulle det jo være!
Dit liv har selvfølgelig været andet og mere, end det vi her har beskrevet, men det er jo en helt anden historie! Vi håber alle, at Du får lov til at leve længe og "beholde dine otte tønder land".
Et lyst og glad sind, et selvvalgt arbejde, et udendørsliv med sans for årstidernes skiften, en herlig ægtemand og far, der kun tæller livets lyse timer - det må være derfor, Du ser så ung ud, på trods af, at Du fylder
50 år den 14. oktober 1994
TILLYKKE!
Kilder:
Mormors døtre:
Yrsa
Anni
Lisbeth
Ulla
Murermester Kaj Frederiksen, Bjæverskov
Anne-Lise
Frank
Kenneth
Spanager, september 1994
EPILOG
Her kan tilføjes alt det vi har glemt
.......... ooo0ooo ..............
Den 14. oktober 1994 fik Flemming bogen om formiddagen. Han blev glad !
Moster Ulla havde læst korrektur.
Kenneth havde fundet mormors gamle skovl, greb og trillebør, værktøj der blev brugt af hende i grusgraven, og foto heraf skulle selvfølgelig pryde bogens omslag.
Frank nedkopierede billeder til selve bogen og i den første udgave blev disse sat ind til Flemming.
Der blev trykt 20 eksemplarer og familien fik hver et eksemplar.
Nu gik mange gode dage med at læse i bogen og Flemming kunne selvfølgelig supplere med mange andre historier.
Efterfølgende fandt vi kopien over udstykningen af Spanager Hovedgård med kort både før og efter.
Da Frank en dag for længe siden er ved at lave lektier, siger han: Se her i min matematikbog Sigma for 10. klasse, der er noget om os ! Det var et genoptryk fra Hvem Hvad Hvor 1950.
I tidernes morgen var det kongen, der ejede al jord i Danmark. De forskellige konger var dog flinke til at give godser og baronier til adelen som belønning for god og lang tro tjeneste. Men som tiderne gik, var det uholdbart, at kun en lille gruppe personer "sad på jorden".
I 1919 kom Lensafløsningsloven, den betød at alle de store jordbesiddere skulle betale en "engangsskat på 25%". For at skaffe midler hertil, har en lang række godser sikkert set sig nødsaget til at sælge hele eller dele af deres jord.
Mon ikke det er derfor at Giesegård solgte Spanager Hovedgård til staten ??
Staten oprettede herefter et børnehjem i de gamle bygninger og udstykkede resten til statshusmandsbrug.
Vores ejendom matr. nr. 1-c blev ikke udstykket til husmandsbrug og kunne ikke modtage statslån. Der var ikke tale om agerland, men derimod en høj bakke med fredskov.
Nr. 12 Højmark ønskede heller ikke at modtage statslån, han havde selv sparet op og kunne klare sig uden. Han kunne derfor også bygge netop det hus han gerne ville, en 2-etagers villa i røde sten og med store tilbygninger.
Stop for "Put & Take" i foråret 1996.
Det var alligevel ikke noget for os.
Den østlige grusgrav
Snart var der ikke mere grus tilbage, men her er et flot foto af skæret fra den østlige grusgrav. Man ser lag med fint grus og lag med meget groft grus. Der kunne iflg. eksperterne gå hundrede af år mellem aflejringen af de forskellige slags.
Den 23. oktober 1997
På 60-års dagen for familien køb af "Gran-Høj" inviterede vi familien til en lille komsammen.
Her er Flemming og Anne-Lise fotograferet foran skæret. Fotografen ser direkte syd. Vores nye hus ligger ovenfor skrænten til venstre.
Lukning
Den 31.12.2002 lukkede vi grusgraven, der var ikke mere grus. I hvert fald ikke mere som kunne graves op uden at veje eller naboens marker væltede ned.
Det blev en lidt trist overgang, juleferien brugte vi til at vaske og polere den stadig flotte gummiged fra 1985 - en svensker købte den, og således vendte den fin og flot tilbage til Sverige.
I løbet af foråret købte Flemming i stedet for en rød Ferguson, snart blev den sat i stand fra en ende af og fik monteret en blå sluf - så var Flemming kørende igen :-)
Kenneth og Frank en dejlig dag med far.
Åkander i søen
